Jordprisen endte i sidste kvartal af 2021 på 158.000 kroner pr. hektar, hvilket også er gennemsnittet for alle fire kvartaler for 2021. Sammenlignet med 2020, hvor den gennemsnitlige jordpris var 146.000 kroner pr. hektar, er det en fremgang på 12.000 kroner pr. hektar, svarende til 8,2 procent.

Det konstaterer cheføkonom i det finansielle rådgivningsselskab Agrocura, Jens Schjerning, i en analyse på www.agrocura.dk.

Agrocura har taget udgangspunkt i tal fra Danmarks Statistik og beregnet jordprisen inklusiv bygninger og på basis af handler på det frie marked.

I Vest-/Sydsjælland (inklusiv Lolland/Falster) røg jordprisen op på 199.000 kroner pr. hektar, efterfulgt af Fyn med 177.000 kroner pr. hektar og Østjylland med 164.500 kroner pr. hektar. I bunden ligger Vestjylland med 121.000 kroner pr. hektar.

Forventer fortsat stigning

- Omsætningen for hele året alt inklusiv er 46.239 hektar, hvilket svarer til en omsætningshastighed på cirka 57 år. Men det er ikke længere korrekt, idet selskabshandler ikke fremgår af Danmarks Statistik, påpeger Jens Schjerning.

Han bemærker, at der har været et markant fald i nødlidende ejendomme, »hvilket understøtter, at den jordprisstigning der har været i 2021, må være mere vedvarende«.

- I øjeblikket er en del svineproduktioner udfordret, men generelt set i Dansk Landbrug er situationen langt fra alvorligt. Derfor fastholder vi, at der bør komme gode stigninger på jordprisen de kommende år, som vi tidligere har meldt ud, skriver Jens Schjerning.

Kan hurtigt rejse sig igen

Han konstaterer, at 2021 blev et rigtigt godt år på ejendomsmarkedet, idet sommerhuse fik et prisløft på 11 procent, mens parcelhuse og ejerlejligheder fik et pænt nøk opad på 7,6 procent hver især.

- Vi forventer klart, at 2022 ligeledes bliver et godt år på ejendomsmarkedet, selvom der er lidt udfordringer p.t., skriver Jens Schjerning, som peger på, at det finansielle marked har det med at genrejse sig meget hurtigt efter geopolitisk uro.

- Siden 2. verdenskrig har aktiemarkedet målt på SP500 faldet i gennemsnit 4,6 procent på geopolitiske udfordringer. Der er gennemsnit gået 43 dage, før aktierne igen var tilbage på samme niveau, konstaterer cheføkonomen.