47 millioner kroner er på vej i tørkehjælp til de danske landmænd, oplyser Fødevareministeriet. Støtten vil blive fordelt til ansøgere af grundbetaling i 2023.
EU-Kommissionen har besluttet at give mulighed for at udbetale ekstraordinær støtte til medlemslandenes landbrugssektorer som følge af usikkerhed på markedet. For Danmarks vedkommende har problemet været tørke, som der er afsat 47,3 millioner kroner i støtte til.
Støtten vil blive fordelt til ansøgere af grundbetaling i 2023 pr. hektar, der er søgt grundbetaling til – det vil sige, at støtten forventes at blive fordelt ud på cirka 2,5 millioner hektar.
Udbetalingen skal ske inden den 31. januar 2024.
Fødevareminister Jacob Jensen (V) siger:
- Jeg er rigtig glad for, at EU-Kommissionen har besluttet at afsætte flere penge i ekstraordinær tørkehjælp til landmændene. De danske landmænd har været igennem en hård sommer, først med ekstraordinær tørke og dernæst med en meget våd juli, hvilket har givet landmændene vanskelige arbejdsbetingelser.
2,5 milliarder kroner i alt
EU-Kommissionen har også mulighed for at tillade medlemsstater at udbetale ekstraordinær støtte til landbrugere, der lider økonomiske tab som følge af høje inputpriser, inflation, faldende afsætningspriser, eftervirkninger af covid-19, Ruslands invasion af Ukraine, m.v.
Kommissionen har stillet et samlet beløb på 330 millioner euro (2.459 millioner kroner) til rådighed.