Arlas bestyrelsesformand om kritik: - Vi er ikke dårligere end konkurrenterne
Arlas bestyrelsesformand Jan Toft Nørgaard har intet imod, at nogle andelshavere offentligt rejser heftig kritik af både ham og resten af Arla-ledelsen. Han er dog ikke enig i, at Arla generelt klarer sig dårligere end konkurrenterne.

Arlas formand Jan Toft Nørgaard. Foto: Morten Ipsen.
Med mellemrum dukker der heftig kritik op af ledelsen i Arla for ikke at gøre det godt nok og for at udbetale en for lav mælkepris i forhold til sine konkurrenter.
I sidste uge lød der blandt andet her i avisen kritik af både bestyrelse og direktion fra den fynske andelshaver Arne Dahl, som er en af 150 andelshavere, som forleden skrev under på en kritik af Arla-ledelsens formåen.
Fra Jan Toft Nørgaard bliver kritikken modtaget med ro, og endda ligefrem budt velkommen.
- Det her er jo det positive ved at være i et andelsselskab. Vi har alle frihed til at sige, hvad vi mener. Vi har fuldstændig ytringsfrihed. Og vi har nogle aktive medlemmer derude, som ikke sidder og sover, men følger med i, at vi gør tingene ordentligt.
- At nogle så begynder at fyre lidt op hen imod et kredsmøde, det glæder jeg mig så over. Så kommer landmændene nemlig og vil hen at opleve, hvad der sker. Og så får vi i Arla Foods virkelig chancen for at forklare tallene og komme til bunds i, hvordan det hele hænger sammen. Det, jeg oplever i langt de fleste tilfælde, er, at de, som er modtagelig for at lytte, også får oplevelsen af, at »det var i grunden positivt det her«.
Men mange mener, at I gør det for dårligt i forhold til konkurrenterne. Gør I det?
- Nej, det mener jeg selvfølgelig ikke. Men når de mener, at vi gør det for dårligt, så er det måske ud fra vores interne kommunikation til vores andelshavere. Vi har måske ikke været gode nok til at oplyse, hvordan vi gør det.
- Det, som jeg dog oplever som god kommunikation, det er, at når jeg sidder ved vores dialogmøder med måske 15 landmandskolleger, og jeg ikke kan løbe derfra, og de bare kan blive ved med at spørge og spørge, det er en virkelig god dialog. Der går jeg klogere hjem, og jeg håber og tror, at mine landmandskolleger også her går hjem med en bedre mavefornemmelse af, at »Arla Foods, det er nok ikke så tosset endda«, siger Jan Toft Nørgaard.






































