Ulrich Rasmussen, der dyrker 360 hektar og producerer smågrise med 1.250 søer, kan godt lide at handle.

- For mig kører salget ret automatisk, så jeg har altid gået op i indkøbet. Det er spændende at få det hele til at gå op, siger den fynske landmand, der er tredje generation på Pilegård ved Broby.

Sangeren Povl Kjøller havde ret: Bondemanden, han har altid travlt. Og selvom Ulrich er dygtig til at handle, er det også ham, der sidder ude på traktoren, når markederne sætter sig i bevægelse i ind- og udland.

- Det er en lettelse i det daglige, at der bliver holdt øje med markederne for mig

Ulrich Rasmussen, svineproducent, Broby

Derfor valgte Ulrich for to år siden at indgå samarbejde med Agromarkets og Centrovice om en handelsstrategi.

Aftalen indebærer, at den fynske landmand får signal fra markedets specialister, når han skal slå til med sine indkøb. Og får hjælp til så også at få handlet, når det er tid.

Selvom han dyrker korn til foder, købte han i omegnen af 1.000 tons hvede og 550 tons sojaskrå i 2018.

- Det har været rigtig godt for mig. Frem for alt har det givet mig noget »fri plads på harddisken« til at koncentrere mig om alle mine andre opgaver i bedriften. Jeg står jo både for drift, økonomi og HR her i forretningen, så det er en lettelse i det daglige, at der bliver holdt øje med markederne for mig.

Ud over indkøb af foder omfatter Ulrich Rasmussens handelsstrategi blandt andet store udgiftsposter som diesel og mineraler.

Mange penge at tjene

AgroMarkets’ konsulent for Ulrich Rasmussen er Morten Holm fra Centrovice. Han ved, hvor vigtigt det er for landmændene at være på forkant med priserne.

- Kornprisen svinger i gennemsnit omkring 25 procent hen over året, og for soja er det endnu mere. Så det siger sig selv, at der er mange penge tjent på at ramme de rigtige tidspunkter til sine køb og salg.

- AgroMarkets overvåger markederne og sender signal ud til landmanden, når han skal købe. I fjor var det for eksempel midt under høsten, der blev udsendt salgssignaler på foderkorn. På det tidspunkt var alle i marken, så det er usandsynligt, at de ville have fulgt markedet lige så godt som os på det tidspunkt, forklarer Morten Holm.

En vigtig del af samarbejdet går ud på, at AgroMarkets-konsulenten følger op på, om landmanden følger signalerne – og dermed strategien.

Evaluering

Hvert år afholdes evalueringsmøde, hvor strategien kigges efter i sømmene. Måske ændres detaljer til strategien for det kommende år. Og landmanden kan gøre regnskabet op.

- AgroMarkets siger, at deres handler ligger bedre end gennemsnittet, og det har holdt stik hver gang indtil nu, siger Ulrich Rasmussen, og tilføjer:

- Måske kunne jeg have fået en bedre pris på en eller flere af handlerne. Men det kunne også være gået den anden vej, og jeg skal kun begå én fejl, for at det kan have alvorlig indflydelse på mit regnskab.

Risikoafdækning

Alvorlig indflydelse på regnskabet havde det også sidste sommer, da tørken fik kornpriserne til at stige voldsomt.

Den stigning var svær at forudsige i Ulrich Rasmussens handelsstrategi på det tidspunkt. Men som strategikunde i AgroMarkets har han også mulighed for at risikoafdække sig med futures og optioner. AgroMarkets’ rådgivere er nemlig både certificeret og er del af et fondsmæglerselskab. Det er et lovkrav, hvis man for eksempel gerne vil rådgive om optioner og futures.

Det er dog en løsning, Ulrich Rasmussen endnu ikke har valgt.

- Det er jo altid svært at tage sådan en beslutning, fordi man ikke kan være sikker på, om man får brug for en forsikring. Sådan er det med alle udgifter. Men hvis jeg beslutter at dække mig af med optioner eller futures, er det vigtigt for mig at vide, at AgroMarkets’ rådgivere har den rette uddannelse til at vurdere potentialet i at benytte den slags finansielle redskaber, siger Ulrich Rasmussen.

Strategi skaber tryghed

Selvom Ulrich Rasmussen aldrig har været bange for at træffe sine egne beslutninger, er han godt tilfreds med den nye arbejdsgang, hvor han når som helst kan tage AgroMarkets med på råd.

- Tidligere var jeg tilbøjelig til at sige ja til lidt for mange møder – jeg vil jo gerne have viden om alle muligheder for samarbejde. Jeg kunne også være lidt hurtig til at sige ja til et tilbud, hvis de ringede fra foderstoffen, mens jeg sad ude på traktoren.

- Men i dag kan jeg henvise til min handelsstrategi, uanset hvordan situationen er. Og jeg kan altid kontakte min konsulent og få råd om, hvordan et tilbud passer ind i min strategi. Det giver mig en tryghed, som er meget værdifuld i mit daglige arbejde.

- Landbrug bliver mere og mere specialiseret, og derfor er der brug for specialviden, når man skal drive sin forretning bedst muligt, siger Ulrich Rasmussen.

mip

Finans