Fra 1. juli 2019 skal du registrere, hvad du bruger din varebil til, hvis du bruger den i dit landbrug eller i anden erhvervssammenhæng. Det gælder også varebiler med papegøjeplader, der er registreret til delvist privat og erhvervsmæssig kørsel.

Du skal registrere varebilen til firmakørsel, hvis du bruger den i forbindelse med landbrugsdriften – også selvom du kun delvist bruger den til firmakørsel i virksomheden. Kravet gælder uanset, om bilen er registreret i virksomhedens CVR-nummer eller virksomhedsejerens CPR-nummer.

- Du kører firmakørsel, hvis du transporterer gods, der tilhører den virksomhed, der også er registreret som bruger af varevognen. Så hvis du transporterer gods, som virksomheden ejer, låner eller er i besiddelse af, fordi det for eksempel skal sælges eller repareres, så er der altså tale om firmakørsel.

- Det samme gælder, hvis du er entreprenør og transporterer for eksempel grus, som skal bruges til at løse en opgave, lyder det fra rådgivningsvirksomheden VKST i en artikel på www.vkst.dk.

Registrering

- Når du først har registreret, at din varebil bruges til firmakørsel, så skal du ikke gøre mere, og registreringen får ikke betydning for dig, så længe du kun bruger bilen til firmakørsel, tilføjer VKST, og fortsætter:

- Hvis du derimod bruger din varebil til at transportere gods for andre mod regning, så skal du registrere dette, og så vil du blive omfattet af blandt andet nye krav til uddannelse.

Du skal bruge den hjemmeside, som du kan se et link til i den ene af faktaboksene, til at registrere, om varebilen bliver brugt til firmakørsel eller til transport af gods og varer for andre.

Kravet til registrering gælder alle varebiler med en totalvægt på mere end 2.000 kg og til og med 3.500 kg.

Bruger du udelukkende varebilen privat, behøver du ikke at foretage dig noget.

Hvis du ønsker at fortsætte med at fragte gods i varebil efter 1. juli, men er i tvivl om reglerne, så læs mere på www.varebilskrav.dk.

Sådan registrerer du varebilen

  • Gå til https://motorregister.skat.dk og log på med NemID
  • Vælg »Registrering og Rediger tilladelse« og indtast bilens registreringsnummer eller stelnummer
  • Under »Dispensationer og tilladelser« tilføjes »Firmakørsel«
  • Godkend registreringen og bestil en ny registreringsattest

Firmakørsel

  • Fra den 1. juli 2019 skal varebiler, som anvendes til firmakørsel, være registreret hertil
  • Du kører firmakørsel, hvis du transporterer gods, der tilhører den virksomhed, der er registreret som bruger af køretøjet
  • Der er også tale om firmakørsel, hvis du transporterer gods, som virksomheden lejer, låner, udlåner eller er i besiddelse af med henblik på køb, salg, fremstilling, behandling, bearbejdning eller reparation

Kilde: www.varebilskrav.dk

mip

 

Finans