Ifølge Danmarks Statistik er landbrugets bruttofaktorindkomst for 2018 foreløbigt opgjort til 23,1 milliarder kroner.

Det er 6,1 milliarder kroner lavere end året før, svarende til en nedgang på knap 21 procent i forhold til året før. Det er dog bedre end i 2015 og 2016, hvor bruttofaktorindkomsten blev opgjort til henholdsvis 21 og 22 milliarder kroner.

Den langvarige tørke i 2018 blev delvist opvejet af højere priser på salg af afgrøder, der dog på grund af en lavere mængde faldt med 2,3 milliarder kroner i værdi til 25,5 milliarder kroner.

Mængden af korn faldt med 25 procent i forhold til året før, mens prisen steg med 17 procent. Det resulterede i, at værdien af kornproduktionen faldt med 1,4 milliarder kroner til 9,5 milliarder kroner, mens værdien af industrifrø, hvilket hovedsageligt består af raps, faldt med 35 procent til 1,3 milliarder kroner.

- Landmændenes foderomkostning i 2018 blev påvirket af de højere priser, men den lave høst i 2018 vil også have indvirkning på foderomkostningerne i 2019. Det forventes, at det vil blive nødvendigt for mange landmænd at indkøbe ekstra foder i første halvår af 2019 for at have nok foder til deres animalske produktion, skriver Danmarks Statistik.

Animalske produkter

Trods stigende mængder faldt værdien af de animalske salgsprodukter med 7 procent til 46,6 milliarder kroner – især på grund af, at værdien af svin faldt med 3,6 milliarder kroner til 20,6 milliarder kroner som følge af et prisfald på 17 procent.

Overordnet set steg mængderne og priserne for kvæg, fjerkræ og æg, mens mælkepriserne faldt.

mip
Finans