Ribe Dyrskue med masser af topdyr, gæster og vand

Ribe Dyrskue bød fredag på massevis af tre ting: topdyr, gæster og vand. Sidstnævnte ikke på grund af regn, men en lukket sluse, der fik Ribe Å til at oversvømme dyrskuepladsen.

Vand fra oven kan være et problem for et udendørs dyrskue – men det kan vand fra en å klos op ad en dyrskueplads også være.

For det var præcis, hvad der skete i forbindelse med fredagens Ribe Dyrskue, hvor en lukket sluse på grund af pålandsvind betød hurtigt stigende vand i Ribe Å, der betød en oversvømmet dyrskueplads.

Heldigvis kunne man afvikle alle dyrekonkurrencerne i en dyrskuering, der med vandets ankomst dog hurtigt blev mindre og mindre.

Inden for den store Holstein-race gik sejren som skuets bedste ko til ko nr. 44971-08629 fra Antoon Van Ittersum fra Vinum, Skærbæk.

Inden for Jersey-racen, der også var stærkt repræsenteret, var det ko nr. 55982-0285 fra Sønnerfenner ved Ribe, der tog sejren.

Mens flere af standudstillerne måtte forlade eller flytte deres stande, var vandet til gengæld ikke noget, der kunne afskrække gæsterne til årets dyrskue.

Arrangørerne kan glæde sig over et yderst velbesøgt dyrskue, der som et af meget få dyrskuer blev holdt i en 2021-udgave.

Glade for at være tilbage

Formand for Sydvestjysk Landboforening, Niels Laursen, stod for den officielle åbning af dyrskuet, og han lagde ikke skjul på, at han var både glad og tilfreds over, at Ribe Dyrskue i år kom tilbage efter den lange corona-pause.

- Det er dejligt, at skuet er tilbage. Det er en festdag for os landmænd, når vi kan få lov til at vise og præsentere vores dyr, lød det fra Niels Laursen.

Traditionen tro bød Ribe Dyrskue også på masser af spændende aktiviteter for hele familien. VM i Gummistøvlekast og Grisevæddeløbet blev igen i år to publikumsmagneter.

Samtidig var der stor publikumsopbakning omkring dyrskueringen, da vinderdyrne skulle findes – ikke bare blandt malkekøerne, men også kødkvæg, heste samt får og geder.

Læs også