Det er ikke mange af sommerens arrangementer, som går Farmas forbi. Det er såvel dyrskuer som Græsland og Agrifarmday, der bliver besøgt.

- Vi får rørt flagene, siger Thomas Greve Mikkelsen, salgschef hos Farmas med et smil.

Og det er noget, de ser frem til hos Farmas – også selvom der sjældent lukkes en handel på et dyrskue. For det handler også om mødet mellem land og by samt at få plejet netværket.

- Vi glæder os til at komme til Hjørring Dyrskue, det er et af de store dyrskuer, og det plejer at være godt, fortæller Thomas Greve Mikkelsen og tilføjer:

- Der sker mange forskellige ting – det er en folkefest.

Metan er vejen frem

- En af de ting, vi tager med til Hjørring, er en metantraktor fra New Holland, som udelukkende kører på metangas, siger Thomas Greve Mikkelsen og uddyber:

- Det er en helt normal traktor, sammensat af kendte komponenter, det er kun brændstoffet, som er forskelligt. Derfor kan man umiddelbart anvende den som enhver anden New Holland T6.180.

Metantraktoren med 180 hestekræfter har nemlig samme niveauer af effekt og omdrejningsmoment som dens dieselækvivalent.

- Der er ingen tvivl om, at metantraktoren kan bidrage med en voldsom reduktion af udledningen af CO2, understreger Thomas Greve Mikkelsen.

Metantraktoren er ikke det eneste, Farmas står klar til at vise frem. De kommer blandt andet også med den nye liftophængte bomspreder Rauch Aero 32.1, som blandt andet er udvalgt på Landsskuet, som en af de 10 nyheder, men forinden kan ses i Hjørring.