Løgstør Dyrskue melder om fin tilmelding

Selvom der er konkurrence med andre dyrskuer, er der ifølge arrangørerne fin tilmelding til Løgstør Dyrskue, der finder sted den 18. juni.

Formanden for Løgstør Dyrskue, Jens Jensen, melder om en fin interesse for at deltage i det lokale dyrskue, der finder sted lørdag den 18. juni.

- Det kan vi i hvert fald se på besætningsnumre – og ligeledes med stadepladserne ser det ud til, at vi kommer på nogenlunde samme niveau som tidligere år, siger Jens Jensen.

Selvom dyrene udgør en stor del af showet, er der også mange landbrugsmaskiner at se på, og lokale foreninger er repræsenteret på skuet.

- Der er byttet lidt rundt på nogle af udstillerne – nogle er faldet fra, og nye er kommet til, forklarer Jens Jensen og fortsætter:

- Det er dejligt, at det ser ud til, at der stadigvæk er opbakning til dyrskuet, siger formanden, som ikke lægger skjul på, at deltagelsen de tidligere år har været vigende både hvad angår tilmeldte dyr og andre udstillere.

Lokalt skue

I år falder Løgstør Dyrskue samme dag som Hjørring Dyrskue. Det betyder naturligt, at der ifølge formanden er lidt konkurrence om at få fat i udstillerne.

- Men vi får det, vi vil betegne som et flot antal dyr. Vi har i hvert fald før været noget længere nede end det, der er tilmeldt nu, understreger Jens Jensen.

Han peger samtidig på, at det er et lille, lokalt dyrskue, som er en del af byfesten i Løgstør.

- Det er selvfølgelig det, vi prøver at bakke op om – og som det ser ud til, at vi er enige om, at det skal vi med den opbakning, der bliver vist. Og det er det, der er drivkraften i det, understreger formanden.

Nye kræfter er kommet til

- Der er byttet lidt rundt på folkene i dyrskueudvalget, og vi har fået sat et rigtig godt hold, fortæller Jens Jensen.

Det betyder ifølge formanden, at der er kommet en masse nye kræfter ind samt hjælp omkring planlægningen af dyrskuet.

- De har en masse nye idéer, som kommer til at mønte sig ud specielt i børnedyrskuet, som vi håber kommer til at give pote, uddyber han.

Hvor mange der er tilmeldt børnedyrskuet, ved han endnu ikke, men han tror og håber på, at det bliver et rigtig fint børnedyrskue, som vil skabe lidt ekstra liv på dyrskuepladsen.

Tilmeldte dyr

Løgstør Dyrskue 

Malkekvæg

Holstein          46

Jersey              3

I alt                49

 

Kødkvæg

Hereford          7

Dexter             1

Gl. Jysk           2

I alt                 10

 

Får

Texel               3

Suffolk            5

Islandske        7

Landrace        6

I alt                21

 

Heste

Jydsk              3

Tinker              3

Fell                  1

Welsh              1

Shetlænder      6

I alt                14

Læs også