Fynske modelkøer på rad og række

Stor kvalitet blandt de færre tilmeldte kreaturer, da køerne og besætninger samt kødkvæg blev kåret som de bedste på skuet. Blandt dem var køerne fra Lars Bebe, der nu slutter en lang æra som RDM-udstiller.

I lørdagens flotte solskinsvejr blev de bedste malkekøer, besætninger og kødkvægdyr kåret i Store Ring på dyrskuepladsen.

Indenfor Rød Dansk Malkerace blev to køer fra henholdsvis Ole Nielsen, Frørup og familien Brems i Bjerne kåret som modelkøer.

Indenfor Dansk Holstein var det to køer fra Jens Bo, Roerslev, og Jesper Sørensen, Hågerup, mens modeltitlerne hos Jersey gik til Peter Høj, Ny Stenderup, og Andekærgård på Tåsinge. Samtidig fik den ældre model blandt de brogede og begge jerseykøer tildelt topkarakteren 24 point.

Sidste skue med egne køer

Besætningskonkurrencen blev vundet af Lars Bebe, Bolteskov (RDM), Jens Bo, Roerslev (Dansk Holstein), og Peter Høj, Ny Stenderup (Jersey).

For Lars Bebe var det samtidig slut efter en lang udstillerkarriere på ikke mindre end 37 år. Og tælles de syv år med, hvor han i 80’erne var driftsleder på Dalum Landbrugsskoles gård, Lammehave, så er det 44 år, hvor han har udstillet røde køer på Det Fynske Dyrskue. Af disse har det som oftest været med køerne placeret helt fremme i rækkerne.

- Derfor er jeg naturligvis stolt over at kunne slutte på toppen, som vinder af besætningskonkurrencen, siger Lars Bebe, der til efteråret flytter sine 60 røde køer til sønnen Johans nye staldafsnit i Sallingelunde. Modsat rykker kvierne til Bolteskov.

- Jeg er fyldt 67 år, og trapper derfor lidt ned med pasning af kvierne. Og jeg kommer helt sikkert fortsat på dyrskue, hvor det så er Johans køer, det drejer sig om.

Læs også