Dyrskue i bragende sol
Dyrskuet i Aulum blev en succes, selvom det var varmt for både dyr og mennesker.

Bedste besætningsgruppe: Holstein fra Andreas M. Haugaard, Aalestrup. Fotos: Jesper Kjær Jørgensen
- Det var lige varmt nok, men heller parasol end paraply, fastslår Erik Sørensen, formand for Aulum Dyrskue, efter et veloverstået dyrskue.
Der blev i høj grad holdt øje med dyrene i varmen, og der var løbende dialog med dyrlægen, som tog stilling til, om det blev for varmt for dyrene.
- Smådyrene fik også at vide, at de skulle hjem om eftermiddagen, for vi fulgte selvfølgelig dyrlægens anbefaling, fortæller Erik Sørensen.
På forhånd var der skrevet ud til dyreudstillerne, at de gerne måtte tage skygge med til deres dyr, så der var parasoller rundt om på pladsen. Ligesom der også var sørget for masser af vand til dyrene.
Et af få lokale dyrskuer
Omkring 4.500 besøgende havde fundet til Aulum Dyrskue.
- Det var ikke så mange som sidste år, men det var også lidt større end normalt. Der åbnede alting op efter coronanedlukningen, det trak nok lidt ekstra, siger Erik Sørensen og tilføjer:
- Der var nok også rigeligt varmt til, at man havde lyst til at være der hele dagen.
Dyrskuet trak både lokale til, men også besøgende lidt længere fra.
- En del af dem, der går op i dyreudstillingen, kommer lidt længere fra. Der er ikke mange lokale dyrskuer tilbage, fastslog Erik Sørensen, som er ganske tilfreds med afviklingen af dyrskuet.
Den traditionsrige titel »Miss Aulum« blev givet til et af de bedste hundyr på tværs af kvægracerne, og det blev anguskoen Ølands Nicoline fra Ølands Angus ved Nibe, der løb med sejren.