18-årig stiller med tre unge køer
Trods sine kun 18 år har Nicklas Holm Jensen udstillet køer på dyrskue nærmest altid. Nu stiller han med tre køer fra sit praktiksted i Vendsyssel, og han kommer for at vinde.

Nicklas Holm Jensen er 18 år og vild med at udstille køer. Fotos: Tenna Bang
Det er den 18-årige Nicklas Holm Jensen, der tager teten, når det kommer til dyrskuer på Koldbro Storgaard ved Østervrå i Vendsyssel.
I sommers måtte han stoppe en dag før, han fik sommerferie fra Nordjyllands Landbrugsskole, for at få køer med til Hjørring Dyrskue, hvor han for øvrigt vandt bedste yngre Holstein, bedste ældre Holstein og bedste Holstein besætningsgruppe.
Siden har Nicklas Holm Nielsen været i praktik på Koldbro Storgaard ved Niels Peter Utoft.
- Jeg kommer da og kigger, men jeg er jo en amatør i forhold til Nicklas, når det kommer til dyrskuer, griner mælkeproducent Niels Peter Utoft.
Forberedelserne er igang
For den unge Nicklas har være med på dyrskuer, så længe han kan huske, og derfor var det også mere eller mindre en selvfølge, at han skulle have køer med fra sit praktiksted til Agro Nord.
Han stiller med tre køer, får lidt hjælp af mor og en kammerat, men ingen af køerne har prøvet at være på dyrskue før.
- Jeg er begyndt at træne. Det har jeg gjort siden…hvornår var det…jeg tror, det var tirsdag… altså i går, lyder det lunt fra den unge vendelbo, da LandbrugNord lægger vejen forbi.
Vil gerne vinde
Det er en 1. kalvs Predator-datter, som Nicklas har størst forventninger til. Blandt andet på grund af et formidabelt yver. Koen er kåret maks som førstekalvsko, og både Nicklas og Niels Peter ser noget af et lys i hende.
Trods en lidt stille, ung vendelbo skal man ikke tage fejl af konkurrencegenet.
- Jeg vil vinde, siger Nicklas Holm Jensen bestemt og fortæller, at han har spillet fodbold, og at det for ham, også der, gjaldt om at vinde.
- Men vi kan jo ikke vide, hvordan det går på Agro Nord, siger Niels Peter Utoft roligt.
Nicklas har tidligere deltaget i mønstringskonkurrencer og deltaget på en række kurser omkring klargøring af dyrskuedyr.
Fællesskabet væger højt
Trods konkurrencen vægter højt ved Nicklas Holm Jensen, er han ikke i tvivl om, at grunden til overhovedet at deltage er det sociale.
- Jeg kan godt lide at gå i ringen og vise et dyr frem, men det er fællesskabet med de andre, som trækker, fortæller han, som også hvert år er at finde på Landsskuet.
Udover Nicklas er der tre ansatte på Koldbro Storgaard, men ingen af dem er interesseret i dyrskuer på samme måde som Nicklas.
Han er i fuld gang med uddannelsen som landmand og vil gerne læse til produktionsleder bagefter.
Nicklas tager hver dag, som den kommer, men drømmer da om en dag at blive selvstændig mælkeproducent.
- Det betyder ikke noget, hvor i landet det er, men jeg flytter selvfølgelig ikke helt ned til Midtjylland, griner vendelboen.
- Det skal helst være heroppe af, siger han.
Avlen er en hobby
Det er besætning med en stor passion for avl, som Nicklas skal være i praktik ved frem til sommer.
Niels Peter Utoft er født og opvokset i byen Uhre ved Brande i Midtjylland, men hans moster og onkel vækkede en interesse for landbrug i ham. Og i efteråret 2014 overtog han Koldbro Storgaard. En ejendom med 230 årskøer.
- Avlsarbejdet er min hobby. Vi laver selv avlsplanen og noget af det, der betyder meget for os, er, at køerne har et stærkt yver.
- Vi malker kun to gange og er nok en af de højstydende besætninger i Danmark, som kun malker to gange, så der skal nogle stærke yvere til, forklarer Niels Peter Utoft.
Besætningen havde en ydelse på 13.627 kg EKM i kontrolregnskabet for 2021/2022.
Klar til Agro Nord
Nicklas Holm Jensen stiller med tre køer fra Niels Peter Utoft, Østervrå.
Laktation Far
1. Predator
1. Dawson
2. Artist