De fynske maskinforretninger stiller talstærkt op på dyrskuepladsen i den kommende weekend.
De fynske maskinhandlere bakker godt op om Det Fynske Dyrskue. Stort set alle er repræsenteret på dyrskuepladsen i den kommende weekend, hvor der vil være et udsnit af deres produktprogram lige fra traktorer, redskaber til mindre grej til have-/parksektoren.
De helt store mejetærskere og de allerstørste af nutidens traktorer må dyrskuegæsterne dog undvære - med de strikse regler for transporten til og fra dyrskuet, som politiet gennem flere år har sat fokus på.
- Det er både for besværligt og for omkostningstungt. Derfor kommer der heller ingen Claas mejetærskere i år, fortæller salgskonsulent Søren Bollesen fra Ringe Maskinforretning, og tilføjer, at traktorer ligeledes skal være godkendt til godstransport for at kunne køre til dyrskuet.
Maskinforretningen vil dog vise et udsnit af traktorer og andre Claas-produkter, sammen med Bednar, Köckerling og det øvrige redskabsprogram. Desuden vises plæneklippere og andet mindre grej til både landbrugere og private.
Målrettet landmændene
Heller ikke hos Flemløse Maskinforretning kommer mejetærskere på standen i år. Til gengæld vises en bred vifte af det øvrige Case IH-program, heriblandt en halmpresser samt en Hardi-sprøjte.
- Det bliver samme koncept som i de foregående år, hvor vi primært målretter udstillingen for landbruget. Derfor håber vi, at mange kunder og landmandsfamilier i det hele taget vil besøge årets dyrskue, lyder det fra maskinhandler Martin Andersen, Flemløse Maskinforretning.
Større stand i år
- Vi giver den ekstra gas i år med et større standareal, end vi plejer.
Sådan lyder det fra Toke Andersen hos J. Dyhr A/S i Gudbjerg, da Landbrug Fyn forud for skuet ringer nogle af maskinudstillerne op.
- Vi tager mange maskiner med til Odense. Det gælder både Valtra traktorer, Krone pressere og grøntmaskiner, JCB-produkter, Weidemann læssere og den seneste hovedforhandling på Fyn af Lindana flishuggere. Også vores forhandling af Malva udkørselsmaskiner præsenteres sammen med vores andet grej til skovbruget.
Viser Deutz-Fahr frem
AgroFyn fra Ringe er tilbage på maskinudstillingen efter nogle års pause. Det sker ikke mindst for at vise den seneste fynske forhandling af Deutz-Fahr traktorer frem for landmændene, boligforeninger og andre potentielle kunder.
- Vi oplever en god interesse for den næsten genfødsel, som Deutz-Fahr har fået med den nye importør i Middelfart. Vi har netop leveret den første traktor, og flere er på vej, fortæller maskinhandler Claus Andresen, der lover, at det bliver en stor traktorstand, hvor der måske også sniger sig produkter ind fra AgroFyns øvrige agenturer.
Solgte såmaskine
På standen hos Axel Knudsen Maskinforretning i Kauslunde bliver der også primært fokus på maskiner til landbruget. Her vises de finske Multiva redskaber til direkte såning sammen med blandt andet produkter fra Kuhn.
- Jeg tager mig selv af standbetjeningen i de tre dyrskuedage. Men lige som sidste år deler vi stand med vores nabo, Middelfart Maskiner, og derfor hjælper vi hinanden, fortæller maskinhandler Per Knudsen, der havde den glæde på sidste års dyrskue at kunne underskrive en slutseddel på en Multiva-såmaskine.
- Derfor skal interessen naturligvis afprøves igen i år, lyder det fra den vestfynske maskinhandler, der ligesom sine kolleger håber på, at de fynske landmænd bakker op om dyrskuet ved at møde talrigt op.