De danske avlsmål for Texel-racen er trådt i baggrunden ved Svalhøjhus Texel. De ønsker et mere ekstremt får, lavere og med mere kødfylde.
De deler vandene, Svalhøjhus Texel fra Hadsund, når de tager deres får og avlsholdninger med til dyrskue. For Clara og Walter Jakobsen har et andet syn på, hvordan deres dyr skal se ud, end hovedparten af de andre danske Texel-avlere.
De ønsker dyr, som de selv kalder mere ekstreme. Et lavere, men mere kødfyldt dyr.
- Der er jo nogle danske avlsmål for racen, men vi indrømmer, at vi gerne vil stikke lidt af fra de avlsmål. Vi vil gerne have så meget kød på som muligt, siger Clara Jakobsen.
Vender tilbage til Texel
Clara og Walter er begge uddannet landmænd og har lige nu 45 får, men drømmer om at udvide besætningen til det dobbelte.
Og selvom Walter gennem årene også har haft både Gotlandske Pelsfår og Dorset, er han altid vendt tilbage til Texel-racen.
- Det er deres måde at være på, og så kan jeg godt lide deres facon og den kødfylde, der er på dem, siger han.
Fårene udfører naturpleje i sommerhalvåret og afgræsser frøgræsmarker i efteråret. Fårene tages ind i februar, hvor de får lam, og så snart lammene er modstandsdygtige mod ræven, kommer de ud på græs igen.
Stiller med forskellige typer
Clara og Walter har i år tilmeldt syv dyr til Kimbrerskuet, som repræsenterer lidt forskellige typer, men de forventer om få år, at man klart vil kunne se forskel på de dyr, de kommer med, og de dyr, mange af de andre Texel-avlere stiller med.
- Vi kan jo se en forskel på nogle af lammene allerede i år, siger Clara og henviser til resultatet efter en hollandsk vædder.
- Det er jo lidt de her Beltex, dem er jeg ret fascineret af, siger Walter og forklarer, at racen er et mere ekstremt Texel-får, som måske bedst kan sammenlignes med Belgisk Blåhvid indenfor kvæg.
- Vi er godt på vej. Vi har et par enkelte dyr, som er begyndt at gå den vej, siger Clara.
Det primære er produktionsdyr
Men parret er også godt klar over, at deres ekstreme får skiller vandene.
- For nogle er det for ekstremt, men vi er meget opmærksomme på, at vi selvfølgelig ikke vil gå på kompromis med lemninger og sådan noget, forklarer Walter. Han er også godt klar over, at den type får han kommer med, måske også er for ekstreme til de danske dyrskuer.
- Det er nok derfor, vi i år har prøvet at udvælge nogle forskellige typer for at se, hvor vi skal lægge os henne, siger Clara, som også sagtens i fremtiden kunne se, at Svalhøjhus Texel kommer til at avle to typer Texel, en dyrskue-model og et produktionsfår.
- Det primære for os er produktionsdyr. Vi skal slagte lam for, at der kommer penge ind, og så kunne det være fedt med de ekstreme her, nu hvor kødfylden kommer, og vi kan få en ordentlig tilvækst og dermed slagte dem tidligere og tidligere. Og at kødfylden stadig er, som den skal være, så vi kan trække en højere slagteprocent hjem, forklarer Clara, som finder det meget tilfredsstillende at aflevere et dyr til slagteren, der bare har den perfekte kødfylde.
- Et prima-lam. Det giver et klap på skulderen, siger hun.
Hvad har de andre at byde på?
Svalhøjhus Texel glæder sig til Kimbrerskuet.
De er med for hyggens og konkurrencens skyld, men de er også med for at vise, at et Texel-får kan se ud på en anden måde.
Der er tilmeldt 115 får, hvilket gør Kimbrerskuet til landets andenstørste fåreudstilling. Texel og Blå Texel stiller med i alt 82 dyr.
- Det er fantastisk. Det gør konkurrencen sværere, men det bliver sjovt at komme ud at se, hvad andre Texel-avlere har at byde på, siger Clara Jakobsen med et smil.
- Der er jo nogle danske avlsmål for racen, men vi indrømmer, at vi gerne vil stikke lidt af fra de avlsmål.
Fåreavler Clara Jakobsen