Det hele begyndte ellers med kaniner.

Lars Linding er opvokset på landet og har derfor altid haft med dyr at gøre. Som ung mand blev han interesseret i kaninerne, og det var med dem, han fandt interessen for at udstille og deltage på dyrskuerne i det sønderjyske, hvor han kommer fra.

- Der er sådan en dejlig ro og stemning på et dyrskue. Man får mange bekendtskaber, og man får prøvet af, om de dyr, man har, opholder den standard, de skal – og så møder man en masse søde og interesserede mennesker, man ikke har kendt før.

Det var faktisk først ved et besøg på Ho Fåremarked i 1981, at han – måske i virkeligheden lidt tilfældigt – tog hul på karrieren som fåreavler.

- Det var et af de sidste dyr, der var tilbage, og så synes jeg ikke, at hun skulle efterlades dér som det tynde øl. Det var en krydsning, som havde alle farver. Trine, hed hun – og hende måtte vi jo så have ind i bagagerummet. Sådan var det, fortæller Lars Linding.

Familien boede allerede dengang i parcelhuset ved Ribe, og det var selvsagt sin sag at holde får i haven. Lars Linding måtte derfor ud at finde en plet jord, hvor han kunne holde får, og da det var på plads, blev det næste køb vædderen Benjamin.

Fra krydsningsfår til Shropshire, Texel og Spelsau

Interessen for fåreavlen bestod, og i 1985 valgte Lars Linding så at skille sig af med sine krydsningsfår for i første omgang at købe en flok racerene Shropshire, som han kunne tage med på dyrskue. Shropshire racen blev dog siden skiftet ud med Texel.

- Min svigerfar havde Texel, og dem blev jeg bare forelsket i. Jeg synes, de præsenterer sig så flot, og så er de virkelig gode kødmæssigt, så siden 1994 har jeg opdrættet Texel, fortæller Lars Linding og tilføjer, at barnebarnet da forresten også har et par dyrskuefår gående af racen Spelsau.

- De er til gengæld nogle rigtige spilopper, fortæller Lars Linding.

Med andre ord er fårene gået hen og blevet et familieprojekt.

Barnebarn og får er for eksempel altid med på dyrskue i Aabenraa og til landsskue i Herning, hvor familien altid er afsted med campingvogn.

- Jeg har altid haft et arbejde, som har fyldt rigtig meget, men når jeg kom fra arbejde og gik ud til fårene, så var jeg bare helt i ro. Det har været et fristed. På samme måde har det været skønt at tage afsted på dyrskue og snakke om noget helt, helt andet.

Det Fynske Dyrskue er noget særligt

Det Fynske Dyrskue må han dog selv tage sig af denne gang, hvor Lars Linding udover at varetage rollen som koordinator for udstillingen af får og geder selv har planer om at tage en tre-fire får og nogle »klappelam« med på udstilling.

- Det er så flot at gå på Det Fynske Dyrskue. Der er nogle fantastiske rammer, en dejlig venlig atmosfære og gode præmier. Jeg håber virkelig, at folk kommer og mærker den der særlige stemning – og så håber jeg også, at der kommer en masse børn og familier, som har lyst til at vide mere om, hvordan det er at have med dyrene at gøre.

Lars Linding glæder sig samtidig over den store opbakning, som dyrskuet igen i år har fået fra foreningen Fynske Fåreavlere.

Foreningen vil være til stede under hele dyrskuet – klar til at klæde de besøgende på, som kommer til dyrskuet for at få et godt råd om hold af geder eller får, eller som gerne vil vide noget om, hvordan man kommer i gang med selv at holde får.

- Det er meget positivt, at interessen er derude, og der er i det hele taget mange rundt omkring, der allerede holder får og geder. Nu håber vi bare på, at dem, der har dyrene, også vil bakke op om Det Fynske Dyrskue, siger Lars Linding.

Lars Linding understreger, at der stadig er plads til flere gede- og fåreudstillere på årets dyrskue. Derfor håber han, at flere vil melde sig til før fristens udløb den 25. maj 2025.