Dyrskuerekord giver stof til eftertanke

De rekordmange besøgende til Roskilde Dyrskue gav ikke blot stolthed, men også udfordringer, der skal evalueres.

Der var rekordmange besøgende til jubilæumsdyrskuet i Roskilde, og det medførte især store udfordringer om lørdagen, hvor der med 46.545 gæster blev sat besøgsrekord for en enkelt dag. Foto: Jesper Hallgren
Der var rekordmange besøgende til jubilæumsdyrskuet i Roskilde, og det medførte især store udfordringer om lørdagen, hvor der med 46.545 gæster blev sat besøgsrekord for en enkelt dag. Foto: Jesper Hallgren

Over 113.000 gæster var i år med til at fejre Roskilde Dyrskues 50-års jubilæum på dyrskuepladsen i Roskilde, hvor der således blev sat besøgsrekord.

De rekordmange besøgende – 16.000 mere end den tidligere rekord fra 2011 – har dog også givet noget at tænke over i evalueringen af jubilæumsskuet.

Rekorden vækker således ikke kun stolthed og glæde hos alle omkring Roskilde Dyrskue. Sekretariatschef Charlotte Frimer Petersen erkender nemlig også, at den enorme interesse giver stof til eftertanke.

Især om lørdagen, hvor der med 46.545 gæster blev sat besøgsrekord for en enkelt dag, var der en del udfordringer, der kan betragtes som en form for »bagsiden af medaljen«.

Flere parkeringspladser

På rekorddagen var der således lange køer på motorvejsafkørslerne til skuet, og lange køer ved indgangsportene til dyrskuepladsen, hvor de mange besøgende også gjorde det svært at finde ledige parkeringspladser.

- Vi fik løst udfordringerne, men vi skal have kigget på, om vi kan gøre vores indgange mere effektive, ligesom vi også skal se på, om vi skal ud og skaffe flere parkeringspladser til næste år, siger Charlotte Frimer Petersen til Sjællandske.

Hun vurderer umiddelbart, at dyrskuet skal ud og leje flere arealer, der kan tages i brug, hvis behovet for så mange parkeringspladser opstår igen.

Summen af flere faktorer

Charlotte Frimer Petersen har ikke nogen enkel forklaring på besøgsrekorden, men tror, det skyldes summen af flere forskellige faktorer.

Dyrskuet fik i maj formentlig ekstra stor opmærksom på grund af 50-års jubilæet, som blandt andet blev markeret med kongelige deltagelse, da H.K.H. Kronprinsesse Mary deltog i åbningen.

Charlotte Frimer Petersen gør i den forbindelse opmærksom på, at der i år var ekstra mange nye tiltag og aktiviteter, som har været med til at skærpe interessen for skuet.

Læs også

Fynsk skue går digitalt
Stor opmærksomhed om Hobro Dyrskue vækker glæde
Roskilde-tab på fem millioner
Corona bremser dyrskue i Lemvig
Hobro Dyrskue må vente endnu et år
MidtWest Farmshow overlever