Vinderne er fundet blandt 88 heste
Deltagerantallet i hestekonkurrencerne bekræfter opbakningen til Det Digitale Dyrskue.

De fire vindere fra hver kategori mødte fysisk frem til præmieoverrækkelsen ved Det Digitale Dyrskue på Dyrskuepladsen i Odense. Foto: Sara Ekknud
Opbakningen til Det Digitale Dyrskue var overvældende. I alt 88 heste deltog i »skuet«, der i klasserne fordelte sig med ni hingste, tre hopper med føl, 48 hopper uden føl og 28 vallakker.
Fem dommere, Jane Lund Ladegård, Martin Bloch, Bjarne Poulsen, Jesper Themsen og Reno Olesen, stod for bedømmelsen af de mange billeder og videoklip, som de deltagende hesteejere har indsendt til det digitale skue.
Lørdag den 13. juni mødte de fire vindere fra hver kategori frem på dyrskuepladsen med deres heste til endelig præmieoverrækkelse, der både omfattede roset og sponsorerede gaver fra blandt andet Ida’s Foto – Foto Di Cavalli, Hestemassage ved Annika Buur Leth, Rolfsminde Foder og Lundegårdens Foder.
De fire vindere i kategorierne var Welsh Sec. D-hingsten Penybrenin delboy. For hopper med føl var det Gribsvads Mary, der er af racen Welsh Sec. C. Blandt hopper uden føl blev det Frieser-hoppen Luna van de Neel, mens førstepladsen blandt vallakker gik til Chico, der er racen Dartmoor.