Det burde have ligget der før sommerferien, men det er stadigvæk ikke kommet. Og nu er tålmodigheden opbrugt.

Sådan lyder det fra Landbrug & Fødevarers planteformand Torben Hansen, der ikke kan forstå en pind af, at et kort, der skal vise, hvor behovet for at så målrettede efterafgrøder næste år bliver af.

Det er Landbrugsstyrelsen, som skal offentliggøre kortet. Sidste år kom det først i begyndelsen af december, og det bliver altså på samme sene tidspunkt på året, at landmændene og deres rådgivere i år får kortet at se.

- Vi er i fuld gang med markplanlægningen. Vi planlægger sædskifter, og vi kigger rigtig langt frem som landmænd, og så mangler vi simpelthen bare det her kort. Det er fuldstændig vanvittigt, at det ikke er kommet endnu. Det, som gjaldt for 2018, kom for sent, og det sker nu endnu engang.

- Det er dybt frustrerende for både landmænd og rådgivere, som er i fuld gang med planlægningen af 2019 og 2020 ude i vores sædskifter, at vi mangler det her, siger Torben Hansen.

 

Prøver at spille med

De målrettede efterafgrøder er et af de allervigtigste virkemidler, når det kommer til at opnå de påkrævede kvælstofreduktioner i den målrettede regulering, som kommer til at gælde i 2019.

Som noget nyt kan landmænd næste år som led i den målrettede regulering også vælge at gøre brug af en frivillig normreduktion, hvis man ikke vælger at så efterafgrøder.

Men overvejer man som landmand at bruge den løsning, så er det ifølge Torben Hansen særdeles frustrerende, at man ikke kan se myndighedernes kort, som viser, hvor behovet for at så efterafgrøder i ren praksis er henne.

- Vælger man at køre en normreduktion er det altså rigtig, rigtig væsentligt at vide, hvad det er for et sædskifte, man har, siger han.

 

Medspillere

Torben Hansen fortæller, at det, som gør det ekstra frustrerende, er, at man fra landbrugets side har gjort alt for at bakke op om den kommende målrettede regulering, som også herfra har været et længe ventet ønske.

- Vi har sgu prøvet at være medspillere og gå konstruktivt ind i den her ordning, men så er det drønærgerligt, at vi så bare har en styrelse, der ikke har respekt for erhvervet og de årscyklusser, som vi er inde i som planteavlere. Det er som om, at når man er lukket inde på et varmt kontor i København, så kan den virkelige verden sådan set køre forbi, siger Torben Hansen.

Han fortæller, at man i Landbrug & Fødevarer har presset på længe – nærmest uge for uge – for at få kortet ud.

 

- Vi arbejder på højtryk

Fra Landbrugsstyrelsen lyder det til Effektivt Landbrug, at man endnu ikke kan sige præcis hvornår, at kortet bliver offentliggjort.

- Vi offentliggør kortet så snart, vi kan, men lige nu arbejder vi på højtryk på at kvalitetssikre beregningerne af indsatsbehovet. Vi beklager meget, at kortet endnu ikke er offentliggjort, for vi ved, at det er vigtigt i forhold til markplanlægningen, siger enhedschef Louise Piester.

Planter