Østjysk ejendom på 412 hektar sættes til salg for knap 90 mio.

Tørring Nygaard, der ligger nordøst for Randers, er netop blevet sat til salg.

Tørring Nygaard er en meget præsentabel ejendom med en flot hovedbygning, skriver mægleren i salgsmaterialet. Her ses hovedbygningen på Hvilhusevej 41 ved Havndal. Foto: Agriteam Bernd Villadsen ApS

Hvis man vil have fingrene i et af de større landbrug, Tørring Nygaard, skal man for alvor til lommerne. Sagen er således den, at gården, hvor der er svineproduktion, netop er blevet sat til salg for ikke mindre end 89,5 millioner kroner.

Til den pris får man en bedrift, der samlet set består af tre ejendomme med bygninger samt syv bygningsløse ejendomme. Det samlede areal er på 412 hektar med 376 hektar agerjord. Derudover er der kapacitet til opfedning af 15.000 slagtesvin om året, fremgår det af salgsopstillingen fra Agriteam Bernt Villadsen, der står for salget.

- Driftsbygningerne er opført i røde teglsten og fremstår fint vedligeholdte. Her er lade, der i dag anvendes til gødning, m.v. Her er også korngrav til fyldning af de to amerikanersiloer med dobbeltbund og en samlet kapacitet på 750 tons, skriver mægleren.

Herudover hører også et halmlager på 2.100 kvadratmeter, der er opført med stålspær, åbne sider og fast gulv i en del af hallen. Til bedriften hører også en 60 tons brovægt til vejning af afgrøder, samt flere staldbygninger, der har været brugt til svineproduktion.

Ejendommen har skiftet hænder flere gange de seneste ti år. Både i februar 2015 og i september 2019 blev Tørring Nygaard solgt i to familiehandler for henholdsvis 20,7 og 24,1 millioner kroner.

Læs også