Byråd vil sikre bevaringsværdige landbrugsbygninger

Furesø Kommune i Nordsjælland har en rig kulturarv, hvor bevaringsværdige bygninger i det åbne land er vigtige vidnesbyrd om historien.

Tidligere på året besluttede Furesø Byråd at sende »Forslag til Lokalplan 162 – Temalokalplan for bevaringsværdige bygninger landzone« og »Tillæg 5 til Kommuneplan 2021« i høring.

Temalokalplanen omfatter de bevaringsværdige bygninger i landzone, som er optaget i kommuneplanen, men som ikke i forvejen er omfattet af en bevarende lokalplan. I alt indgår 156 bygninger fordelt på 76 ejendomme i lokalplanforslaget.

Særligt ejendomme tilknyttet landbrug og skovbrug har sat deres tydelige spor i hele Furesø Kommune. Gårde, husmandssteder og huse tilknyttet skovbruget, men også unikke landsteder er synlige spor af udviklingen i samfundet. Landbrugsreformer, kongens skovbrug og Furesø Kommune som udflugtssted er en del af historien.

Store kulturværdier i det åbne land

- Jeg håber, at forslaget til temalokalplanen kan være med til at skabe opmærksomhed om Furesø Kommunes store kulturværdier i det åbne land og inspirere til at værne om vores fælles bygningskulturarv, siger formand for Plan og Byudvikling, Bettina Ugelvig (A).

- Bygningerne i det åbne land er en del af vores visuelle identitet. Vi genkender dem tydeligt i landskabet og via dem, mærker vi vores fælles historie. Derigennem er de med til at styrke sammenhængskraften lokalt, siger næstformand for Plan og Byudvikling, Egil Hulgaard (C).

Forslag til »Lokalplan 162 – Temalokalplan for bevaringsværdige bygninger i landzone« indeholder bestemmelser, der sikrer bevaringsværdige bygninger i landzone mod nedrivning.

Samtidigt skal ydre ændringer af bygningerne ske i overensstemmelse med bygningens bevaringsværdige værdier. Som ejer af et bevaringsværdigt hus skal man således søge om dispensation til at ændre sit hus.

Læs også