Hos Agriteam oplever man for tiden et godt salg inden for landbrugsejendomme.

- Vi har plads på hylderne, siger Bernt Villadsen, ejendomsmægler og indehaver af Agriteam Randers.

Han tilføjer, at det ikke er fordi handlen med landbrugsejendomme er gået i stå, men at grunden er, at de får solgt det, som de får ind.

- Meget bliver også solgt uden om markedet, supplerer kollegaen Bettina Sæderup, ejendomsmægler og medindehaver af Agriteam Viborg/Aars og fortsætter:

- På et tidspunkt havde vi på en måned fem overdragelser, hvor 20 procent havde været på markedet. Resten var udenom.

Hun peger på, at det selvfølgelig svinger, men hun vurderer, at det er over halvdelen, som ikke når at komme på markedet.

- Så hvis man overvejer køb, er det vigtigt, at man melder sig på banen, hvis man vil have en chance, understreger Bettina Sæderup.

Hun tilføjer, at det samme gælder, hvis man overvejer salg.

De etablerede er købeklare

Det er især jord, landmændene er på udkig efter, og Bettina Sæderup har fået flere henvendelser fra etablerede landmænd, som er klar til køb af jord så snart, der viser sig noget.

- Vi ser en stigende efterspørgsel og en generel stigning på jorden, lyder det fra Bettina Sæderup.

Både hun og kollegaen bemærker desuden, at pengeinstitutter er mere med nu, end de har været ved.

Det er især de etablerede landmænd, som investerer for tiden.

- Dem, der køber, er dybt professionelle, siger Bernt Villadsen.

- Vi har også haft et par nystartede, der har regnet på det, men de er ikke rigtigt kommet videre. Og det er rigtig ærgerligt, konkluderer Bettina Sæderup.

-Hvis man overvejer køb, er det vigtigt, at man melder sig på banen, hvis man vil have en chance.

 Bettina Sæderup, medindehaver af Agriteam Viborg/Aars.

Ejendomme