Den 13.-14. september, torsdag og fredag i denne uge, deltager mere end 30 virksomheder i et officielt dansk erhvervsfremstød i Helsinki og Turku. Virksomhederne medbringer nordisk mad og grønne løsninger til byggeri og byerne samt produkter til den voksende maritime industri i Finland.

I spidsen for de 32 virksomheder er H.K.H. Kronprinsessen og miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V), og medarrangørerne af fremstødet er DI, Landbrug & Fødevarer, SMVdanmark, Danske Maritime og Eksportforeningen.

- Finland er i dag Danmarks 11. største eksportmarked og oplever i disse år en økonomisk vækst, der også kan komme danske virksomheder og arbejdspladser til gavn. I Norden sætter vi alle pris på et rent miljø og sunde fødevarer af høj kvalitet, så der er gode muligheder for, at virksomhederne kan få nye finske kunder, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

I disse år bygges der 760.000 nye lejligheder i Finland, fordi landet oplever en stigende søgning mod byerne. Danske virksomheder, som kan tilbyde intelligente og bæredygtige løsninger i byggeri og byudvikling, er derfor en del af det danske fremstød, der begynder på torsdag på Helsinki Rådhus med konferencen ”Urban Solutions in the Nordics”, hvor der ventes 100-150 deltagere.

- Finland er i dag Danmarks 11. største eksportmarked og oplever i disse år en økonomisk vækst, der også kan komme danske virksomheder og arbejdspladser til gavn. I Norden sætter vi alle pris på et rent miljø og sunde fødevarer af høj kvalitet, så der er gode muligheder for, at virksomhederne kan få nye finske kunder, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Efter konferencen og et frokostbesøg i Finlands Parlament, vil den finske stjernekok Tomi Björck lave mad af danske og finske råvarer på Danmarks ambassade i Helsinki, så potentielle kunder kan sætte tænderne i dansk og nordisk gastronomi i selskab med H.K.H. Kronprinsessen og ministeren. Tomi Björck ejer fem restauranter og er også dommer i den finske tv-udgave af Masterchef.

Fredag morgen sættes kursen mod Turku på den finske vestkyst, hvor bygning af krydstogtsskibe har fået værftsindustrien til at blomstre, og det er håbet, at danske underleverandører i højere grad kan komme til at levere til den maritime industri i Turku.

- Det er ikke hver dag, at man får lov til at se nogle af verdens største krydstogtsskibe blive bygget og så endda i Norden, så jeg ser meget frem til at besøge Meyer Turku Værftet sammen med H.K.H. Kronprinsessen og virksomhederne, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Finans