Solceller kan give luft i økonomien - dette skal du være opmærksom på

Med de meget høje energipriser vi oplever i øjeblikket, er der mange, der leder efter en måde at skaffe billig energi på, og her er solceller en oplagt mulighed for at få strøm til en lavere pris, lyder det fra rådgiver.

Mange kender en eller flere, der for 10 år siden installerede solcelleanlæg på deres private hjem, og spørger man dem, er det at etablere et solcelleanlæg noget, der kan gøres uden de store udfordringer. 

Men det er ikke helt så enkelt, når det kommer til landbrugsejendomme. De er nemlig erhvervsbygninger, og derfor gælder der andre regler her, som du skal sætte dig ind i, før du kan etablere et solcelleanlæg. 

Husk bæreevnen på tagene

Hvis du vil have solceller på taget af en stald eller ladebygning, er der krav til bygningens bæreevne, og det er ikke alle bygninger, der er konstrueret til at bære den ekstra vægt af solcellerne. 

Derudover skal man også undersøge kravene til byggetilladelsen. Den kan variere fra en kommune til en anden, men det skal undersøges på forhånd.

Landzonen skal i hus på jorden

Hvis du hellere vil have solcellerne stående på jorden, kræver det en landzonegodkendelse. 

Derudover skal netselskabet, som skal aftage den strøm, du ikke selv bruger, også sige god for, at der er plads på elnettet til dit solcelleanlæg. Det er blandt andet et spørgsmål om, hvorvidt kablet fra din ejendom er dimensioneret til at kunne klare strømbelastningen. 

Fjerner risiko og er en god forretning

Der er naturligvis mere at tage hensyn til. Samlet set, så kan det at få solceller dog stadig være en rigtig fin forretning, når alle disse udfordringer er løst. Det giver nemlig mulighed for at producere strømmen selv, og foruden økonomien her og nu, fjerner det også en stor del af den risiko, der er ved de svingende strømpriser.

Derudover gør det din ejendom mere grøn, hvilket kan vise sig at være penge værd i fremtiden. 

Så alt i alt er det en god ide at få lavet noget solcellestrøm. Men det er vigtigt, at du enten selv har styr på alle reglerne inden for området og derfor kan navigere rigtigt igennem processen. Ellers bør du kontakte din rådgiver, så du kan blive klædt bedst muligt på for at få solceller på din bedrift.

 

Læs også