Nu kan der igen søges om tilskud til innovative energiprojekter under Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).
Siden programmets etablering i 2007 har EUDP givet tilskud til mere end 1.000 innovationsprojekter med over 6,2 milliarder kroner.
Der er i denne runde hele 300 millioner kroner at søge om. Ansøgere kan være små, mellemstore og store virksomheder, vidensinstitutioner, forsyningsselskaber og andre, der arbejder med grønne energiteknologier.
50 millioner kroner af puljen er målrettet projekter inden for pyrolyseteknologi, som har til formål at reducere udledningen af drivhusgasser i landbruget.
Under EUDP’s generelle pulje ligger også tilskudsordningen Green Labs DK, som er målrettet etablering af faciliteter, hvor virksomheder kan demonstrere og teste nye klimateknologier under realistiske omstændigheder.