Der er stadig stor interesse for støtte til ny grøn energiteknologi. Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram har netop modtaget 78 ansøgninger om tilskud til udvikling og demonstration af nye energiteknologiske løsninger.
Ved ansøgningsfristen den 4. marts viste der sig igen at være stor interesse for Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP). Det skriver energistyrelsen i en pressemeddelelse.
Programmet modtog ansøgninger om støtte til nye innovative energiprojekter for over 863 millioner kroner. Med 260 millioner kroner i puljen svarer det til mere end tre gange puljens størrelse – og der kan dermed forventes en succesrate på ca. 30 % blandt de indsendte ansøgninger.
EUDP’s generelle pulje dækker også tilskud til internationale samarbejder under Det Internationale Energiagentur (IEA). Ud af de 78 ansøgninger hører otte under IEA. Herudover er der udbudt 22,6 millioner kroner gennem Nordsøpuljen, der har til formål at støtte udviklings- og demonstrationsprojekter med tilknyttet forskning, der kan bidrage til en mere miljøvenlig og energieffektiv produktion af olie og gas. To af ansøgerne har søgt om støtte fra Nordsøpuljen.
Størstedelen af rundens ansøgninger ligger inden for fokusområderne »Mere grøn el – og til flere formål« og »Energieffektivisering« – dog er en stor andel af støtten søgt inden for andre fokusområder såsom »CO2-fangst, -udnyttelse og -lagring« trods et lavere antal ansøgninger.