Der er mange gode grunde til, at man uden for fjernvarmeområderne i disse år har fået øjnene op for varmepumper som energiforsyning i huse og de ofte større ejendomme, som findes på landet.

For det første er der mange penge at hente ved ikke mindst at skifte fra et måske gammelt oliefyr. Dernæst er der tilskud at opnå. Endelig passer selve varmepumpeanlægget nærmest sig selv, uanset om det er et luft-til-luft, luft-til-vand eller et jordvarmeanlæg.

- Ofte hører jeg, at folk hellere vil bruge tiden på noget andet, end at save og kløve brænde. Eller sørge for, at pillefyret bliver renset, og at der er piller eller flis nok i beholderen. Derfor oplever jeg en meget stor interesse for varmepumper, påpeger Christian Maack, der siden 2013 har drevet firmaet Varmepumpefyn.dk i Langeskov.

50 procent besparelse

Han nævner, at der op til 50 procent at spare på varmeregningen, hvis oliefyret erstattes med en varmepumpe. Dertil kommer den lavere el-pris, aktuelt fra normalprisen på omkring 2.20 kroner pr. kWh til 1,52-1,53 kroner ved et forbrug på over 4.000 kWh årligt.

Desuden kan der hentes både skrotpræmie fra staten på op til 10.000 kroner for oliefyret samt håndværkerfradrag ved energiforbedringer. I år er det 12.000 kroner pr. person for op til to voksne personer i husstanden.

300 varmepumper i fjor

Christian Maack har opgjort, at han alene sidste år satte 300 nye varmepumper op hos kunder over hele Fyn og øerne, og enkelte også i Jylland og på Sjælland.

Det er primært Panasonic varmepumper, hvor Varmepumpefyn.dk er såkaldt Pro Partner, som installeres og efterfølgende serviceres. Indenfor jordvarme er det Metro Therm, som forhandles.

Alt efter behovet på den pågældende bopæl eller virksomhed installeres op til 20 kW luft-til-vand varmepumper, og for større anlæg kan energiforsyningen sker med for eksempel 32 kW ved to styk 16 kW-pumper.

Anlægget fungerer ved, at den udendørs enhed komprimerer kølemidlet, så det varmes op til kogepunktet. Det sendes ind gennem muren gennem varmeveksleren i varmtvandsbeholderen, som indeholder 110-200 liter efter behov, og videre ud i centralvarmeanlægget eller som varmt vand til hanerne eller bruseren i huset.

Køling

Når det gælder luft-til-luft anlæg, er de placeres i muren. Et sådant anlæg kan både opvarme eller køle huset.

- Især til virksomheder, forretninger og restauranter har vi leveret disse køleanlæg, men også i private hjem er efterspørgslen efter aircondition stigende, især efter sidste års rekordvarme sommer og klimaændringerne i det hele taget, konstaterer Christian Maack.

Som eksempel nævner han de større huse på landet, hvor der ofte er førstesal.

- Her kunne der med fordel være en luft-til-luft pumpe foroven, og i stueplan måske gulvvarme fra et jordvarmeanlæg eller traditionelt fyringsanlæg.

Han tilføjer, at en sidegevinst med luft-til-luft systemet er, at luften i lokalerne også renses og fornyes, når pumpen kører.

Erfaring

Lige siden han var arbejdsdreng hos det lokale VVS-firma i Langeskov, har Christian Maack, der er 35 år i dag, beskæftiget sig med VVS og energianlæg. Han er således uddannet i selvsamme firma, og efter 12 år i branchen startede han for seks år siden Varmepumpefyn.dk i industriområdet tæt ved Langeskovs motorvejsafkørsel.

Her er der værksted, lager og et nyindrettet kontorafsnit, ligesom der er en udstilling af produkterne undervejs. Christian Maacks kone, Signe, passer kontoret på halv tid, og desuden er en kølemontør ansat.

Foruden installation af varmepumper foretages også service for et stort antal kunder. Her tilbydes det lovpligtige årlige eftersyn for 900 kroner for luft-til-luft pumper og 1.500 kroner for luft-til-vand og jordvarme. Det er inklusive moms, men uden materialer.

 

Energi