Udsigt til milliardtab af EU-midler

Danmark kunne i princippet bruge et milliardbeløb af EU-midler på grøn omstilling af landbruget. Men 1,2 milliarder af kronerne risikerer nu at gå tabt.

De 1,6 milliarder kroner, der oprindeligt ikke var brugt, ville have betydet, at man kunne tage 12.000 hektar lavbundsjord ud af drift. Arkivfoto

For nogle år tilbage afsatte EU et stort milliardbeløb via landdistriktsmidlerne til brug for landbrugets grønne omstilling, hvoraf Danmark blev bevilget 9,4 milliarder kroner.

Men Danmark ser ikke ud til at få brugt de sidste 1,2 milliarder kroner. Det viser en prognose fra Landbrugsstyrelsen ifølge Radio 4.

Sidste år var det tilsvarende tal 1,6 milliarder, men trods pæne bestræbelser på at få brugt flere af pengene, har det været en svær øvelse, siger fødevareminister Jacob Jensen (V).

- Tro mig. Vi har været igennem 70-75 forslag fra forskellige parter, men der er en masse kompliceret jura omkring det her. For eksempel er nogle forslag ikke blevet betragtet som grønne i starten, men det bliver de nu, forklarer Jacob Jensen overfor radiostationen.

Handlede trods advarsler

Men hvordan kunne det gå til, at pengene ikke ser ud til at gøre nogen gavn i landbruget og i den grønne omstilling? Det har Jacob Jensen følgende forklaring på i et skriftligt svar.

- Vi står desværre i denne ærgerlige situation, da en række partier i sidste regeringsperiode var med til at beslutte, at Danmark skulle overføre flere penge til denne pulje - på trods af advarsler om, at midlerne ikke ville kunne hjemtages i tide, lyder det fra fødevareministeren i et skriftligt svar til Effektivt Landbrug.

Nogle af de penge, man har formået at få ud at arbejde, så dagens lys i sidste måned. Den kaldes permanent ekstensivering, og retter sig mod at tage arealer ud af drift.

- Vi har måttet være kreative og tænke i nye retninger, hvilket vi blandt andet ser med den nye ordning om permanent ekstensivering, som både ser ud til at bidrage med at hjemtage midler, samtidigt med at den gavner både klima, biodiversitet og miljø, siger Jacob Jensen.

Hvis man brugte de 1,6 milliarder kroner, der oprindeligt ikke var blevet brugt, ville man have kunnet udtage 12.000 hektar lavbundsjord.

Læs også