EU-prognose: Stigning i råvarepriser rammer forskelligt

Landbrugssektorerne i EU påvirkes forskelligt af stigningen i råvarepriserne, vurderer EU-Kommissionen i en ny prognose.

EU's landbrugssektor bliver nu ramt af en stigning i råvarepriserne. Samtidig har stigningen i energi- og transportpriser og konsekvenserne af spredningen af Covid-19 Delta-varianten, især i Asien, en forstyrrende indvirkning på forsyningskæder over hele kloden. Det skriver EU-Kommissionen i en ny prognose.

Ifølge prognosen stiger EU's kornproduktion med 5 procent i 2021/22 i forhold til året før, særligt på grund af en genopretning af hvedeproduktionen, som anslås til at ligge 11,9 procent højere end sidste år. Samtidig forventes brugen af korn til foder at være stabil i 2021/22.

EU's oliefrøproduktion ventes at stige 10 procent i forhold til 2020/21, mens proteinafgrøderne ifølge prognosen vil stige med 11,3 procent.

Med hensyn til sukkerroer er prognosen for 2021/22 mere gunstig end sidste sæson, og produktionen vil nå 113 millioner tons, en stigning på 13,6 procent.

- Overordnet set – med positive udsigter og høje priser – burde landbrugsafgrøderne kunne absorbere stigningen i inputpriser, skriver EU-Kommissionen i prognosen.

Animalske sektorer

Derimod er situationen for de animalske producenter blandet.

- Priserne for oksekød, fjerkræ og mejerisektoren er gode. Når foder- og inputpriserne stiger, kan producenternes marginer dog blive presset, skriver EU-Kommisionen, der mener, at mælkeproduktions- og oksekødsbedrifterne bør drage fordel af den gode tilgængelighed af græs i år.

EU's mælkebeholdning forventes at vokse med 0,3 procent i 2021 i forhold til året før. EU-Kommissionen ser også en stigning i EU-osteeksporten på 4 procent i 2021, mens forbruget i EU kun vil vokse med 0,5 procent.

Hvad angår smør, forventes EU -produktionen at forblive stabil i 2021, en stigning på 0,1 procent  i forhold til 2020. Forbruget kan vokse på samme måde som ost, med omkring 0,6 procent.

Kødprodukter

EU's oksekødsproduktion forventes at falde moderat med 0,5 procent i 2021. Dette skyldes hovedsageligt en reduktion af kvægbesætninger kombineret med lavere efterspørgsel inden for fødevarer. Til gengæld vil eksporten stige med 2 procent.

EU's svinekødsmarked står over for vanskeligheder med en betydelig stigning i produktionen (4,1 procent) i første halvår af 2021 kombineret med, at efterspørgslen aftager. Væksten forventes ifølge prognosen at falde til 1,7 procent i 2021.

Fjerkræsektoren gennemgår også udfordringer med varige virkninger af fugleinfluenza (AI), reduceret efterspørgsel efter fødevarer og høje foderomkostninger. Produktionen forventes at falde med 0,9 procent i 2021, og eksporten med 5 procent i 2021 grundet fugleinfluenzaen, vurderer EU-Kommisionen i prognosen.

Læs også