Ifølge LDM vil tusindvis af traktorer indtage Bruxelles i næste måned til demonstration.
Et nyligt afholdt medlemsmøde i European Milk Board (EMB) afslørede ifølge LDM tydeligt, at det ikke kun er dansk mælkeproduktion, som er udfordret af hurtigt stigende foderpriser og efterslæbende afregningspriser.
I LDM Ugenyt skriver mælkeproducentforeningen, at især i Holland har den seneste udvikling indenfor både mælkeproduktion og andre produktionsgrene skabt så store frustrationer, at den nyligt etablerede landmandsorganisation, Farmers Defence Force eller blot FDF planlægger at afholde en stor demonstration i Bruxelles med deltagelse af tusinder af traktorer og betydeligt flere landmænd.
EMB bakker sammen med flere andre foreninger op om demonstrationen, som afholdes den 13.-14 december. Det er samme dato som landrugsministrene i EU mødes i Bruxelles til ministerrådsmøde.
Alt for lave priser
På Farmers Defence Forces hjemmeside er der lagt op til »mega protester« i næste måned. Her lyder det:
- EU-borgere er afhængige af landmænd for deres fødevareforsyning. Især under pandemien er det blevet tydeligt, at vi som fødevareproducenter løser denne opgave på en yderst pålidelig og ansvarlig måde.
- På trods af dette er landmændene selv under stigende pres. Som følge af tidligere begået alvorlige fejl er det nuværende landbrugssystem allerede ude af stand til at tilbyde udbyttepriser, der garanteret dækker produktionsomkostningerne.
- Nye strategier som Green Deal vil kun øge disse omkostninger yderligere. De samme strategier giver dog ikke omkostningsdækning for landmændene. Mens landmændene heller ikke har noget at sige til udviklingen af disse strategier. Beslutninger træffes over hovedet på os, selvom disse strategier kun kan lykkes for alvor, hvis vi arbejder tæt sammen med landmændene, som er de vigtigste interessenter i fødevareproduktionskæden. Dette er den eneste måde at gøre klimastrategier virkelig effektive og overkommelige, skriver FDF.