Jordprisen stiger med knap 10 procent

Jordprisen har fået en forrygende start på 2021, lyder det fra det finansielle rådgivningsselskab Agrocura efter at have set nærmere på tal fra Danmarks Statistik.

I årets første kvartal af 2021 slutter jordprisen på 162.500 kroner pr. hektar, og det er en stigning på hele 9,8 procent i forhold til jordprisen på 148.000 kroner pr. hektar i fjerde kvartal 2020. Det skriver cheføkonom i Agrocura, Jens Schjerning, på selskabets hjemmeside.

- Det er i samtlige landsdele, dog undtagen Nordjylland, at jordprisen stiger, lyder det fra Jens Schjerning, der tilføjer, at jordprisen er inklusiv bygninger. Samtidig er det frie handler, det vil sige uden familiehandler.

Der er ifølge Agrocura blevet omsat 6.188 hektar over 15 hektar på det frie marked for første kvartal 2021. Det er stadig en lav omsætning.

- Jordprisen har været udfordret af, at der har været et enormt efterslæb af nødlidende ejendomme siden finanskrisen, og ikke en tilfredsstillende indtjening i erhvervet. Men det ser ud til, at de nødlidende arrangementer kan være løst, især regeringens nedlukning af mink har her betydning.

Kan bryde grænse

- Det er dog for tidligt at konkludere, at jordprisen for alvor er på vej op. Siden 2011, altså 10 år, har jordprisen holdt sig præcis indenfor intervallet 165.000 kroner pr. hektar til 141.000 kroner pr. hektar. Det betyder, at hvis jordprisen fortsætter med at stige i 2021 og passerer de 165.000 kroner pr. hektar, ja så er den 10-årige ørkenvandring brudt til en opadgående tendens på jordprisen, ligesom de øvrige ejendomsmarkeder, skriver Jens Schjerning.

Han forventer, at der kommer tocifrede stigninger på ejendomsmarkedet i de kommende år.

- Vi er i gang med en ny højkonjunktur, som typisk varer 9-10 år, måske lidt kortere denne gang, såfremt ejendomspriserne stiger for voldsomt, vurderer Jens Schjerning.

Han konstaterer, at Agrocuras tese om tocifrede stigningstakter på ejendomspriserne allerede er halvvejs i mål med kun 1. kvartal 2021. Parcelhuse stiger med 4,0 procent, ejerlejligheder 4,3 procent, sommerhuse 5,3 procent og endelig jord 9,8 procent.

I gang med sidste halvdel

- Boligmarkedet har en længere cyklus, det vil sige 18-20 år, før der kommer en korrektion ned. Derfor så vi heller ikke et prisfald sidste år i den økonomiske recession. Det ser også ud til, at boligpriserne i den sidste halvdel klarer sig bedre. Det tegner til at være gældende denne gang også, vurderer Jens Schjerning.

Læs også