Konen afløser manden: Gråsten Fjerkræ A/S får ny bestyrelsesformand

Den sønderjyske familieejede fjerkræproducent Gråsten Fjerkræ A/S i Kværs fortsætter det generationsskifte, som blev sat i gang i 2015.

Administrerende direktør Susanne Tranbjerg Jensen er udpeget til bestyrelsesformand i Gråsten Fjerkræ, og afløser dermed sin ægtefælle Gunder P. Jensen, der har siddet på posten siden 2013.

Gunder P. Jensen bliver fremover administrerende direktør i en af koncernens øvrige virksomheder.

Susanne og Gunder købte Gråsten Fjerkræ i 2007 og har siden udviklet virksomheden, så den i dag hører til de toneangivende leverandører af fjerkræ. Selskabets produkter er flere gange kåret til ”årets bedste” i en lang række uvildige tests. Senest har Det danske kokkelandshold med succes anvendt Gråstens berberi and i en af sine internationale konkurrencer.

Har stadig ansvaret

Susanne Tranbjerg Jensen, der er hovedaktionær, vil fortsat have det overordnede administrative ansvar og vil som bestyrelsesformand også beskæftige sig med selskabets langsigtede strategi. Den opgave vil hun bl.a. løse sammen med sønnen Alex Sune Jensen, der er udset til på sigt at overtage virksomheden.

35-årige Alex Sune Jensen bliver i forbindelse med ændringen på formandsposten udnævnt til underdirektør og får ansvaret for produktion og indkøb. 

Ansvaret for den daglige service og overordnede kundekontakt varetages fortsat af svigersøn og salgschef Hans Møller. 

Datteren Birgitte Møller er også aktiv i virksomheden, hvor hun varetager backoffice funktioner samt er ansvarlig for udvikling og innovation, samt selskabets gårdbutik-koncept.

hka

Læs også