Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet kan igen konstatere, at der sammenlignet med udenlandske produkter er færrest pesticidrester i dansk frugt og grønt.
Det viser en ny rapport.
Deraf kan man også læse, at det er sjældent, at de danske æbler, agurker og tomater, som forbrugerne lægger i indkøbskurven, indeholder pesticidrester over de tilladte grænseværdier.
Ud af 99 prøver af dansk frugt blev der, ligesom i 2017, ikke fundet nogen overskridelser af grænseværdien. For danske grøntsager fandt styrelsen to overskridelser i 210 prøver, hedder det i en pressemeddelelse.
Dansk og økologisk
- Det er meget positivt, at undersøgelserne endnu en gang viser, at dansk frugt og grønt har et lavt indhold af pesticidrester, siger kontorchef i Fødevarestyrelsen Henrik Dammand Nielsen.
Ifølge rapporten er der flere pesticidrester i udenlandsk frugt og grønt end i dansk. I 2018 blev der fundet pesticidoverskridelser i 1,4 procent af de udenlandske frugter og i 3,6 procent af grøntsagerne. Flest overskridelser af grænseværdierne var der i frugt og grønt fra 3. lande, dvs. lande uden for EU.
Man kan nedsætte sit pesticidindtag med cirka en tredjedel, hvis man køber danskproducerede afgrøder og endnu mere, hvis man også køber økologisk, som der står i pressemeddelelsen fra Fødevarestyrelsen om rapporten.
laj