Lone Andersen så tilbage på et årti som formand for Familielandbruget ved årsmødet forleden i Vingsted. Sammenhold og opbakning er både vigtig og afgørende for familielandbrugets fremtid, fastslog hun.
Det blev et kig tilbage på 11 år som formand for Familielandbruget, da den afgående formand Lone Andersen på årsmødet forleden i Vingsted, aflagde sin sidste beretning.
Her fastslog hun, at familielandbruget både nu og især årene der kommer, har sin berettigelse og skal søge indflydelse, hvor man kan.
- Vi skal blive ved med at slå på vores eksistensberettigelse. Vi skal fortsat kunne »bide storebror i haserne«.
Og netop synlighed og samhørighed lagde Lone Andersen ikke skjul på, er yderst vigtige begreber, der bør definere Familielandbruget og dets lokalforeninger.
- Derfor er jeg også ked af tab af medlemmer i forbindelse med splid lokalt i foreningerne. Vi skal udvikle vores bestyrelser med nye og yngre kræfter, og samarbejde på tværs af foreningerne, fastslog Lone Andersen.
Sammenhold skaber indflydelse
Lone Andersen understregede, at der er nok af udfordringer, der både nu og i fremtiden bliver vigtige for familielandbruget. Derfor er sammenhold og opbakning hele vejen rundt vigtig:
Ikke mindst for at opnå rammevilkår der kan sikre og udvikle bedrifterne.
- Derfor er det vigtigt med 100 procents opbakning til den politiske linje, vi lægger ude i foreningerne. Hellere være med ved bordet, end en del af menuen, fastslog Lone Andersen, og tilføjede:
- Der skal være plads til diskussioner, men vigtigt med fuld opbakning til den nye formand. Vi taler tydeligst, når vi taler med en stemme.
Historisk grøn trepartsaftale
Den grønne trepart var et af de store emner i forbindelse med årsmødet i Vingsted. Aftalen har også fyldt for Lone Andersen, der betegner den som både vigtig og historisk.
- Den grønne trepart er en historisk beslutning omkring vores, landbrugets, arealer. Den største aftale i min tid. Det er en sejr for alle, hele landbruget, som kan kaldes historisk. En følelse af at vi kæmpede for det samme, lød det fra Lone Andersen.
Hun understregede samtidig, at den grønne trepartsaftale også har betydet betydelige kompromisser, der har måttet accepteres og aftales undervejs.
- Der er aftaler i den grønne trepart, som vi kun kan være glade for i familielandbruget. Udviklingen i landdistrikterne er afgørende for familielandbruget. De tabte arbejdspladser i landbruget, skal blive til andre arbejdspladser i landdistrikterne. Vilkårene for generationsskifte skal forbedres. De finansielle forhold er afgørende for de unge, der skal ind i landbruget.
Blandt de øvrige emner var ejerskabet af dansk landbrug på dagsordenen. Her var det især familielandbrugets fortsatte og stigende bekymring over store investorer i landbruget som fonde, energiselskaber og virksomheder, der opkøber landbrugsjord til energi- og/eller naturformål.