Den 24. marts har Landboforeningen Kronjylland på den årlige generalforsamling valgt at lade sig udfordre og inspirere af Henrik Lund, administrerende direktør for Naturli’ foods.

Naturli’ foods har stor succes med at producere og skabe innovation inden for plantebaserede fødevarer, og Henrik Lund har nogle bud på, hvordan landbruget kan møde forbrugernes krav, lyder det fra Landboforeningen Kronjylland i en pressemeddelse.

- Jeg glæder mig over, at Henrik Lund vil gæste vores generalforsamling. Produktionen af plantebaserede fødevarer er en trend, der bliver større og større, og i stedet for at stille os ud på sidelinjen og kigge på, kan vi lige så godt spille med og finde ud af, hvordan vi kan blive en del af udviklingen, siger Christian Jensen, formand.

På generalforsamlingen, der afholdes i Søften i Velas-huset, deltager også nogle unge mennesker, som er i gang med en landbrugsfaglig uddannelse, der skal modtage Sparekassen Vendsyssels Jubilæumslegat.