- Jeg ved, at snakken om klima og bæredygtighed giver flere af vores medlemmer »varmeknopper« – men hvad enten vi kan lide det eller ej, så er det en dagsorden, der er kommet for at blive. Vores virksomheder har meldt sig ind i kampen, og vi har som et fælles erhverv meldt ud, at vi vil være et klimaneutralt landbrug i 2050.

Sådan lød ordene fra formand i Herning-Ikast Landboforening, Sven Agergaard, da der mandag var digital generalforsamling i forenningen. Medlemmerne havde fået beretningen på forhånd, og kunne indstille kandidater til bestyrelsen og stemme om beretningen på selve dagen. 

- Vi skal ikke glemme, at en klimaansvarlig tankegang er i god tråd med at være effektive. Det er en opskrift, vi kender og allerede bruger. Vi er nemlig verdensmestre i at producere mest muligt med mindst muligt input, fremgik det af beretningen. 

- Vi kender langt fra alle de virkemidler, der skal til for at gøre os klimaneutrale – men der er mange ting, vi allerede nu kan gøre, som biogas, fodring, optimereret produktion og udtagning af lavbundsjorde, hed det videre. 

Jordfordeling

Sven Agergaard tilføjede, at multifunktionel jordfordeling vil kunne løse mange af landbrugets udfordringer. Formanden kunne desuden glæde sig over, at driftsgrenene planteavl og svin havde haft et godt 2019, mens det så værre ud for mink og slagtekvæg.

hka