- Det rosende billede af den grønne trepart, der vises i medierne, kan jeg ikke få øje på. Man burde omdøbe »grøn trepart« til »grøn trefork«, lød det fra formand i LHN, Christian Kock, i forbindelse med foreningens generalforsamling i Tinglev, hvor omkring 100 medlemmer fra begge sider af den dansk/tyske grænse deltog.

Om det er djævlens våben treforken, der har været i spil skal være usagt, men Christian Kock er ikke i tvivl om, hvem vinderen i forhold til treparten er, og at det ikke er landbruget:

- Landbrug & Fødevarer har uden tvivl gjort alt hvad der var muligt i forhold til treparten. Vinderen er Danmarks Naturfredningsforening. De har formået at vende en del af samfundet mod landbruget. Jeg frygter, at der er mange negative oplevelser i vente, fastslog Christian Kock, der traditionen tro aflagde beretningen på tysk, med en dansk printet version kørende på skærm ved siden af sig.

Fremgang for mange

På positivsiden konstaterede Christian Kock, at 2024 over en kam har været overvejende positiv for landbruget, med god indtjening og afregningspriser for både mælkeproducenter og planteavlere. Billedet for griseproducenterne har været noget andet, hvor det har været svært for en stor del af dem.

Christian Kock noterer sig samtidig, at der i det sønderjyske område er godt gang i både kartofler og slagtekyllinger, hvor væksten har været markant.

- Der er en stigende efterspørgsel efter kyllingekød globalt, og finansiering af nye stalde er blevet lettere. Og gyllen sælges til Tyskland, lød det fra Christian Kock, der blev genvalgt som formand på generalforsamlingen.

Også internt i LHN, har man kunne konstatere, at 2024 blev et år med fremgang. Således steg omsætningen i 2024 blev på 23,4 millioner kroner fra 22,8 millioner kroner året før. Årets resultat blev et plus på godt 1,5 millioner kroner. Egenkapitalen voksede fra 6 millioner kroner til 7,6 millioner kroner.