Kriseramt landboforening vil starte på en frisk
Skifteretten ved Retten i Holbæk har godkendt et rekonstruktionsforslag for LASJ, og formand Ole Karmsteen vil sammen med bestyrelsen nu se fremad.

LASJ har næsten haft konstant modvind siden stiftelsen for knap halvandet år siden, men formand Ole Karmsteen ser nu på fremtiden med nye briller. Foto: Jesper Hallgren
Det er snart halvandet år siden, at Odsherreds Landboforening og Sjællandske Familielandbrug gennem en fusion dannede foreningen LASJ, der lige siden har haft en tilværelse, som ingen misunder.
Først med en masseopsigelse fra en række medarbejdere, der var tilknyttet det regnskabskontor, som Odsherreds Landboforening havde i Nykøbing Sjælland, og siden hen både medlemsflugt og intern uro i bestyrelsen, der kulminerede med, at Anders Mortensen kort før generalforsamlingen i marts 2024 trak sig som formand.
Viceformand Ole Karmsteen blev på generalforsamlingen valgt som ny førstemand, men de mange udfordringer havde sat sine spor, og økonomien i LASJ var tilsyneladende så elendig, at det var nødvendigt at anmode skifteretten om rekonstruktion.
Nu er der – efter flere udsættelser i løbet af de seneste måneder – endelig kommet en afklaring, og der er omsider kommet medvind til LASJ. Ved Retten i Holbæk har Skifteretten således godkendt det rekonstruktionsforslag, der var udarbejdet for den kriseramte forening.
LASJ har efterfølgende holdt en »rekonstruktions generalforsamling« i Osted Kulturhus syd for Roskilde, hvor man kunne slikke sårene og sammen forsøge at skabe et fornuftigt grundlag for foreningens fremtid.
Forening uden penge
25 medlemmer deltog i generalforsamlingen, hvilket Ole Karmsteen betegnede som »meget tilfredsstillende i betragtning af at foreningen havde været uden aktivitet i mere end 10 måneder på grund af de indtrufne økonomiske problemer«.
På generalforsamlingen aflagde Ole Karmsteen en kort beretning, og han indledte med at konstatere, at det havde været en meget turbulent periode, og at det nu gjaldt om at se fremad.
- Behovet for vores politiske stemme er ikke blevet mindre i det år, hvor vi blev tvunget til at være fraværende. Lige nu er status, at vi har bevaret vores forening, men kassen er tømt. Vi har også bevaret vores forbindelse med Østlige Øer og Roskilde Dyrskue, fortalte Ole Karmsteen og oplyste, at forholdet til Landbrug & Fødevarer og Familielandbrugssektionen er uafklaret.
Kastet under bussen
I beretningen kom han også ind på den grønne trepart, og han påpegede, at det overordnet er positivt, at det lykkedes at lande en aftale, men han fastslog samtidig også, at »der er nogle huller i osten«.
- Et af Landbrug & Fødevarers hovedargumenter for at være part i aftalen var, at det ellers ville have gået meget værre. Det er jo et argument, men det er et noget opgivende argument, synes jeg. Dernæst rækker de afsatte penge jo slet ikke til det ambitionsniveau, som der lægges op til i aftalen, lød det fra den 71-årige formand.
- Så er der alle os, tilføjede han, som bor i det åbne land. Jeg føler på en måde, at vi er kastet under bussen i kampes hede. Vi er sat uden for indflydelse på det landskab, som vi ser ud over hver dag. Skal vi, når vi kigger ud ad vinduet, kunne tvinges til at se ind i et skovbryn, en solcellepark eller en endeløs hvedemark?
Optimisme og opbakning
Hvordan fremtiden for LASJ kommer til at blive, må tiden vise. Ole Karmsteen – og resten af bestyrelsen – kan dog glæde sig over, at der både var optimisme og opbakning blandt de fremmødte medlemmer på generalforsamlingen i Osted, der også bød på ændringer i bestyrelsen.
Lone Nielsen og Michael Svane blev valgt ind i stedet for Torben Klestrup Hansen og Mathias Hansen. Sidstnævnte ville dog stadig være til rådighed som suppleant i bestyrelsen.
- Vi ønsker skarpt fokus på, ikke bare de mindre landbrug, men også de helt små. Der er mange udfordringer, og der er brug for os, pointerede Ole Karmsteen, der selv er mælkeproducent nær Stubbekøbing på Falster.