Fem minutter. Mere skulle bestyrelsen for Holstebro – Struer Landboforening ifølge formand Kristian Gade ikke bruge på at få skrevet 12 gode grunde til at blive landmand ned.

 

- Og hvis I selv tager jer fem minutter mere, er jeg sikker på, at I kan finde endnu flere, sagde formanden i sin beretning på landboforeningens generalforsamling, der havde trukket godt og vel 100 af foreningens 392 aktive medlemmer til Sagros lokaler i Holstebro.

Et af hovedpunkterne i formandsberetningen var at tale landbruget op i stedet for ned – ifølge formanden en nødvendighed for at trække flere unge til et erhverv, hvor mange efterhånden er ved at være »grå i toppen«.

- Der skal et generationsskifte til, men hvad er det egentlig, de unge tænker om en fremtid i landbruget? De har hørt mange historier om unødvendig brok, klynk og sure gamle mænd. Vi er blevet bedre til det, men vi skal stadig blive endnu bedre til at tale vores erhverv op, fastslog Kristian Gade, der dog glædede sig over at se flere unge landmænd trodse »at de danske landmænd på grund af konkurrenceforvridende pesticidafgifter og jordskat halter bagefter konkurrenterne i andre lande med 1 milliard kroner« og til gengæld benyttede sig af den lave danske realkredit-rente til at etablere sig som selvstændige.

- Men det er stadig en udfordring for mange at skaffe kapital, og vi må derfor se fordomsfrit på nye ejerformer. Om det er glidende generationsskifte, sælgerpantebreve, partnerskab med investorer, pensionskasser eller andre metoder, fastslog formanden.

 

Pisk til pressen

Mens Kristian Gade gerne vil række en hånd ud til de unge, ville han til gengæld bruge sin anden hånd på at tage fat i kraven på medierne.

- Vi fik en landbrugspakke, som de sidste to år har givet os mulighed for at fuldgødske. Det har været dejligt, men selvfølgelig har vi også skulle give noget igen i forhold til kvælstofudledningen. Her syntes vi egentlig, vi var godt med, men somme tider skal der altså laves historier i pressen – ikke mindst her i et valgår, konstaterede formanden og tænkte tilbage på lørdag den 9. februar, da Berlingske på forsiden skrev »Landbruget har svigtet løfte om at skrue ned for udledning af kvælstof«.

- Hele den danske presse kastede sig over historien, og man blev bare mere og mere gal, jo mere man hørte radio den lørdag, fortalte Kristian Gade, der ærgrede sig over den måde Berlingske efterfølgende havde stillet sig på bagben i forhold til at tage kronikker, der stillede sig kritiske overfor historien med, mens man i første omgang også nægtede at tage en annonce fra L&F med.

 

Svært at sælge gode historier

Formanden fik opbakning til sit synspunkt fra L&F-formand Martin Merrild, som også var på plads hos sin lokale forening i Holstebro.

- Det skuffer os gang på gang, at det er så svært at få solgt de gode historier til pressen. Senest var det FAO’s (FN’s fødevare og landbrugsorganisation, red.) anerkendelse af, at vi er det land i verden, der er længst fremme i forhold til at være med til at løse resistensproblematikken, som ingen tog op, sagde Merrild.

Mens pressens håndtering af sagen vakte harme, slog Kristian Gade fast, at den efterfølgende debat har vist, hvor vigtigt det er, at landbruget leverer varen, når man har indgået en aftale. Blandt andet i forhold til etablering af minivådområder.

- Vi er nødt til at bevise, at vi kan stå på mål for vores aftaler. Så dem, der har muligheden, har også en pligt, sagde Gade

Kristian Gade blev genvalgt som formand uden modkandidater.

Ligeledes blev Jacob Søndergaard Skals, Helge Nielsen og Anders H. Ørts genvalgt til bestyrelsen.

I forhold til regnskabet kom Holstebro- Struer Landboforening ud af 2018 med samlede indtægter for 1,7 millioner kroner og landede et overskud på 371.957 kroner.