Formand: - Vi skal producere mere klimaneutralt

Klimaet var overskriften for formand Niels Jørgen Thomsen, da han aflagde beretning på generalforsamlingen i Østjydsk Familielandbrug, der blev holdt hos Velas i Søften

Niels Jørgen Thomsen havde klimaet som et af hovedemnerne i forbindelse generalforsamlingen i Østjydsk Familielandbrug.
Niels Jørgen Thomsen havde klimaet som et af hovedemnerne i forbindelse generalforsamlingen i Østjydsk Familielandbrug.

GENERALFORSAMLING - Da jeg var barn, elskede jeg at lege i sneen. Jeg spændte min kælk bagefter min fars traktor. Det var sjovt, og dengang var det ikke farligt. Jeg mindes, at snedriverne var højere, end jeg selv var, og at vi kunne lave huler i snedriverne. Nu er jeg blevet voksen, og traktoren er blevet større, men snedriverne er blevet væk. Er det vores CO2-udledning, der gør, at vi er ved at ødelægge vores klode?

Sådan indledte formand Niels Jørgen Thomsen sin beretning, da Østjydsk Familielandbrug holdt generalforsamling i Velas i Søften tirsdag den 10. marts. Her kom klima og fremtidens landbrug til at fylde en væsentlig del i løbet af aftenen - både i beretningen og i den efterfølgende debat. Et tema der falder helt i tråd med det fokus, Østjydsk Familielandbrug har.

 

Nye klimavenlige tiltag

I sin beretning kom Niels Jørgen Thomsen ind på præcisionsjordbrug som et virkemiddel til en mere klimavenlig produktion.

- Hvis vi i fremtiden skal producere mere klimavenligt, er der brug for adgang til flere af de virkemidler, som vi ved kan hjælpe os. Det kan være præcisionsjordbrug. Ved at benytte udbyttemåling via GPS kan vi få kortlagt, hvor vores jord er bedst og udelukkende gøde der, hvor planterne optager gødningen, understregede Niels Jørgen Thomsen.

Fremtidens landbrug kommer ifølge formanden også til at byde på udtagning af jord og eldrevne traktorer.

- Hvordan kommer vi ud ad den rigtige vej – og hvilken vej er det? Skal vi udtage kulstofrige jorde? Der er ca. 108.000 HA kulstofrig jord i dyrkning, hvor halvdelen er i ådale. Hvis vi udtager disse jorde, vil vi ikke alene nedbringe CO2-udledningen, men også fremme biodiversiteten. Man vurderer, at 39% af den samlede udledning fra markbrug stammer fra disse jorde, sagde Niels Jørgen Thomsen og fortsatte:

- Eldrevne traktorer bliver også en del af fremtiden. Det ser ud til, at vi kan spare op til 80% CO2 på udledningen fra fossile traktorer - især i lande med vindenergi. I Finland har de maskiner med op til 500 HK, så det er nok et spørgsmål om tid, før vi ser dem i markerne så lydløse, at selv mågerne bliver forskrækkede, når vi kommer kørende med ploven.

 

Vand kræver handling nu

Under debatten på generalforsamlingen blev der spurgt ind til, hvornår der bliver gjort noget ved de massive oversvømmelser, der er i store del af landet, og hvorfor ministre og borgmestre ikke var tilstede under det for nyligt gennemførte stormøde om oversvømmelserne i Brædstrup.

- Jeg kan kun give dig ret. Vi arbejder hårdt på at finde løsninger, og vi lægger alt det pres på, vi kan. Det er nu, mens regnen er her, at vi skal have en afklaring på, hvad der skal ske, og hvad vi skal gøre fremadrettet, sagde Niels Jørgen Thomsen.

Ud over klima kom han ind på sikkerhed i arbejdet, generationsskifte og svinepest i sin beretning.

Niels Jørgen Thomsen blev genvalgt som formand på generalforsamlingen.

jba

Læs også

Formand: - Landbruget leverer og præsterer
- Landbruget er godt rustet til at blive stående
Seks milliarder og endnu flere grunde til utilfredshed med Arla
Størrelsesforhold presser samarbejde
Årsmøde med markvandring og et kig i kemiskabet
- Vi får fjernet vores værdier uden kompensation