SE VIDEOEN: Effektivt Landbrug har sendt Mikkel Smedegaard til USA, hvor han besøger en række amerikanske landbrug. Og det er altså i en helt anden størrelse end herhjemme, påpeger han overrasket.
- Vi er ude på en foderstof, som er ejet af alle de lokale landmænd her i området. Som landmanden sagde: »Det er jo ikke kæmpestort, men det er her, vi leverer vores korn og køber sprøjtemiddel.« Men de store siloer her i baggrunden kan altså hver have 25.000 tons hvede i, griner Mikkel Smedegaard, der er udsendt til USA for Effektivt Landbrug.
Han peger desuden – med brede armfagter – på en aflang silo, som også er i en gevaldig størrelsesorden.
- Han sagde, at den havde en kapacitet på »4-5 millioner bushels,« og ifølge min hovedregning er det cirka 125.000 tons hvede. Så det er kæmpestort, siger han smilende til kameraet.
Foderstofanlæg på amerikansk
Videoen er den første af flere i videoserien »Landmand på udebane,« hvor danske YouTuber Mikkel Smedegaard rejser rundt til forskellige landbrug i Houston og Chicago. Og den 24-årige driftsleder fra Mørke i Jylland understreger, at her gør man altså tingene på en helt anden måde end hjemme i Danmark.
- Ligesom vi i Danmark har foderstofanlæg, hvor vi kan leje gødningsspredere og så videre, så kan man det også her. – Ikke sådan helt i samme stil, men tæt på. Her kan du for eksempel lige få sådan en gammel TerraGator til at sprede gødning med. Den kan du lige leje. Og det er altså noget ordentligt kram, fortæller han.
- Og skulle marksprøjten være stået af hjemme på farmen, så kan man selvfølgelig også lige leje en 4830’er selvkørende John Deere-sprøjte. Det intet problem – det gør vi bare lige, tilføjer han grinende.
Videoserien vises i samarbejde med Danish Agro, CASE IH, Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Maykers Danmark og Vredestein Agricultural Tyres.