Andrew Mickelsens tipoldefar udvandrede fra Hjørring til staten Idaho i Midtvesten – og tog sine jyske kartofler med. Effektivt Landbrug er på besøg hos familien Mickelsen, der i dag er én af de største kartoffeldyrkere i ét af verdens største områder med kartofler.
Her er kartoffelmarker og vandingsanlæg så langt, øjet rækker.
Effektivt Landbrug er på besøg hos familien Mickelsen i den midtvestlige stat Idaho i USA. En stat, der lidt ubeskeden kalder sig The Potato State – verdens største kartoffelområde.
Men helt forkert kan det ikke være – man ser ikke andet end kartoffelmarker ud over det bakkede landskab. Heller ingen gårde eller huse – og de få, der er, er store farme.