Argentinsk landmand tjener to millioner kr. på 450 ha.
Frøavlssamarbejde med danske DLF og et mildt klima bidrager til, at en ung, argentinsk landmand kan drive et succesrigt pløjefrit landbrug i noget af landets bedste jord.

- Jeg er meget opmærksom på alle mine afgrøder. Samtidig er jeg meget omhyggelig med altid at have markerne tilsået og dækket af plantemateriale i et varieret og sundt sædskifte, siger Francisco Ollua.
Hvis 34-årige Francisco Ollua er repræsentativ for den nye generation af argentinske landmænd, så får danske landmænd flere udfordringer på verdensmarkedet i fremtiden.
Det gode er dog, set med danske øjne, at Francisco aktuelt ikke er repræsentativ for Argentinas landmænd. Landmanden, der er tredje generation på sin gård, er nemlig dygtigere end de fleste. Det store spørgsmål er imidlertid, hvor hurtigt flertallet af Argentinas landbrug kommer op på den unge landmands niveau.
Lidt tal taler deres tydelige sprog om, hvad den 34-årige landmand fra Rojas ved Pergamino nordøst for hovedstaden Buenos Aires præsterer. Hvert år har han et overskud fra sit landbrug på cirka 300.000 dollars, svarende til to millioner kroner. Overskuddet skabes på 450 hektar jord og på basis af 110 røde Angus-moderkøer med opdræt.
Til sammenligning havde en gennemsnitlig dansk planteavler med 450 hektar jord ifølge Seges et driftsresultat i 2017 på cirka 675.000 kroner.
Leverer til DLF-selskab
Sædskiftet på den familieejede argentinske ejendom med navnet »Den hellige jords farm« består hovedsageligt af majs, hvede og sojabønner. Rotationen er typisk majs i en sæson efterfulgt af hvede og soja. Hveden og sojaen høstes inden for samme dyrkningsår.
Dertil kommer lidt lucerne til kreaturerne. Senest er også frøavl kommet til. Det er sket i regi af det danskejede DLF GAPP, der hører under DLF-koncernen, og som i denne verdensdel har avlere i Argentina og Uruguay.
På sin bedrift formår argentinske Francisco Ollua blandt andet at producere amerikansk hejre til foderbrug med et udbytte på 3.000 kg råvare pr. hektar. Kollegerne høster typisk det halve andre steder på egnen.
Majs dyrket til modenhed giver 10 tons pr. hektar på ejendommen. Det er også markant over gennemsnittet. I hveden hentes 7-8 tons pr. hektar i den igangværende høst, mens det normale udbytte på egnen er 5,5 tons. Aktuelt afsættes hveden til 170 dollars pr. tons fratrukket 35 procent statsafgift.
Sår omgående efter høst
De flotte udbytter og sunde økonomi opnås imidlertid ikke tilfældigt, understreger den agronomuddannede landmand, der aldrig pløjer, men omhyggeligt praktiserer reduceret jordbearbejdning. Hurtigst muligt efter høst sår han således alle nye afgrøder direkte.
- Jeg bruger den bedste teknik og den bedste viden. Og jeg er meget opmærksom på alle mine afgrøder. Samtidig er jeg meget omhyggelig med altid at have markerne tilsået og dækket af plantemateriale i et varieret og sundt sædskifte, siger Francisco Ollua, som har et kulstofindhold i sin jord på 3,2 procent.
- Hvis ikke markerne giver topudbytte, er det ikke min skyld. Så skyldes det vejr og vind. Det er min filosofi, forklarer landmanden, der på sin ejendom får 1.000-1.300 mm regn årligt på agerjord, han betegner som noget af det bedste i Argentina.
Landmanden tilføjer, at planteavlerne lokalt har haft gavn af klimaforandringer over de seneste tre år. Klimaet er blevet mildere. Og hvor man før oplevede kvælende varme på over 40 grader om sommeren, er temperaturen nu ofte under 30 grader. Det bidrager i høj grad til den pæne økonomi fra markerne, vurderer han.
Frø slår hveden
Francisco Ollua understreger, mens han viser rundt på sit landbrug, at han er glad for sit frøavlssamarbejde med DLF GAPP, som er i gang med at opbygge en lokalt produktion baseret på egne sorter. Det argentinske græsfrømarked er på 25.000-30.000 tons, hvoraf omkring 90 procent er indenlands produktion. Og på spørgsmålet om, hvorvidt han vil udvide frøarealerne, svarer han straks ja.
- Det er godt for mig at få græsser ind i sædskiftet. Samtidig er det økonomisk set lukrative afgrøder, pointerer den argentinske landmand, der begyndte som frøavler for tre sæsoner siden.
Fordi han avler så høje frøudbytter, ligger hans afregning markant over, hvad han kan hente i sine hvedemarker. Han skal således producere over 10 tons hvede pr. hektar for at kunne konkurrere med frøavlen økonomisk, forklarer han.
- Derfor øger jeg selvfølgelig frøarealet, fortæller Francisco Ollua. Forventningen er, at arealet udvides fra de nuværende cirka 50 hektar til det dobbelte i 2019. Her kommer også hvidkløver ind i sædskiftet.
Flere producerer græsfrø
For at øge sin faglige viden er landmanden med i en erfa-lignende gruppe kaldet CREA med 12 andre yngre kolleger, der tilsammen driver 6.000 hektar. Og landmanden fra Rojas er ikke ene om at øge frøarealet. Det gør flere af kollegerne også, fortæller agronom Andrés Lapalma.
Han er frøavlskonsulent og ansvarlig for DLF GAPP’s aktiviteter i marken hos Francisco Ollua. Han er samtidig rådgiver for frøavlere i et 2.000 km langt landbrugsområde med en spirende frøavl, der strækker sig fra de nordlige dele af pampassen til cirka 1.000 km sydvest for hovedstaden Buenos Aires.
- De landmænd, jeg rådgiver, er nu oppe på at producere ni forskellige frøafgrøder. Og der er plads til masser af frøavl her i Argentina. Hvor loftet ligger, er det umuligt at sige, pointerer Andrés Lapalma.
Leverer 1.300 tons frø
I 2015 begyndte frøavlskonsulenten og GAPP Semillas, som virksomheden hed dengang, et samarbejde med syv nye frøavlere, som leverede 130 tons græsfrø det første år.
I februar i år offentliggjorde danske DLF købet af det privatejede argentinske firma som et led i sin strategiske udvikling i Sydamerika, hvor man allerede i 2016 etablerede DLF Estero i nabolandet Uruguay.
Her i 2018 er Andrés Lapalma blevet konsulent for 24 argentinske frøavlere, som forventes at levere 1.300 tons. Altså er der sket en tidobling siden 2015, hvor avlerne leverede 130 tons frø. DLF’s frøproduktion i Argentina afsættes primært i Argentina og Uruguay samt til den sydlige del af Brasilien. Desuden sker der en eksport af enårig rajgræs til Kina.
- Vi er kommet godt i gang med at opbygge en lokal frøproduktion her, siger Andrés Lapalma med et stort smil.
Danske jordpriser
Jordpriserne på Rojas-egnen ligger i niveauet 20.000-25.000 dollars pr. hektar. Det svarer til 130.000-163.000 kroner pr. hektar – altså på dansk niveau. Forpagtningspriserne er aktuelt 400 dollars pr. hektar, svarende til 2.600 kroner.
For 15 år siden kostede en hektar på egnen 4.500 dollars, svarende til lidt under 30.000 kroner.