Præcisionsspredning af økologisk husdyrgødning
Højvolumen-gødningsspredere kombinerer høje kapaciteter i handelsgødning og muligheden for selv at udføre kalkspredning og spredning af økologiske gødninger som Øgro og fjerkrægødning.

Lars Schandorff i St. Grandløse ved Holbæk lever bedst med, at alting ikke er elektronisk. Han foretrækker at stå af traktoren for at stille om til kantspredning.
Lars Schandorff i St. Grandløse ved Holbæk foretrækker grej, der er kendetegnet ved enkelhed og uden en masse elektronik, fordi han hader, når elektronikken ikke virker.
Til gengæld skal der være kapacitet og tilgængelighed, og tingene skal bare fungere, når der skal køres i marken. Han driver 735 hektar planteavl, hvoraf de 250 er økologiske, og derfor har han valgt en højvolumen-gødningsspreder, der både kan klare den konventionelle handelsgødning, kan sprede kalk og som har kapacitet til økologiske husdyrgødninger som Øgro, 5-2-8 skaldyrsgranulat og hønsegødning.
Dermed melder han sig ind i den tendens, hvor man med samme maskine og præcisionsudstyr både kan håndtere handelsgødninger, tilføre kalk og udsprede de nye former for øko-gødninger og fjerkrægødning.
Uafhængig af maskinstation
Inden Lars Schandorff begyndte driften af fødegården Godmark i St. Grandløse, havde han en spændende karriere som eksportstipendiat inden for internationalt salg.
På bedriften er der i dag én fast ansat medarbejder, og Lars Schandorff lægger vægt på at være uafhængig af maskinstationer, og varetager helst selv alle processerne i moderne planteavl.
For nylig har han anskaffet en Bredal K105, som er en kombineret kalk- og gødningsspreder, der fordobler kapaciteten i forhold til den gamle spreder.
Satser på rettidighed
Valget faldt på en bugseret spreder, fordi den har en bedre vægtfordeling og større kapacitet end en liftophængt spreder. Og så er det Lars Schandorffs erfaring, at der er for meget arbejde forbundet med en liftophængt spreder, når man skal håndtere de mange sække ude på marken.
Kombinationen af løslageret med gødning på gården og den bugserede spreder fungerer perfekt, og for gårdejeren er det vigtigt, at det hele kan håndteres af ham selv eller en medarbejder.
- Rettidighed er vigtigt, når jeg vælger udstyr. Vi skal kunne sprede gødning på de rigtige tidspunkter og have kapaciteten til at gøre det hurtigt og effektivt, siger Lars Schandorff.
Fordobler kapaciteten
Med en spredebredde på 24 meter og 12-16 kilometer i timen går det ganske stærkt med at sprede gødning. Med en kasseforhøjning på 23 centimeter rummer sprederen 11 kubikmeter, hvilket rækker til 20-30 hektar, afhængigt af doseringen.
Den nye spredevogn har dobbelt kapacitet i forhold til den tidligere Bredal K 65-spreder, som den erstatter. Den var egentlig ikke slidt op, men kapaciteten var blevet for lille til Godmark og de forpagtede arealer.
Præcis dosering
Indstillingen af doseringen er meget præcis, og spredningen af almindelig handelsgødning er fin og jævn med standardindstilling og monteret gødningssprederkit.
Lars Schandorff oplever aldrig problemer med »broer« i beholderen, som kan give upræcis dosering. Et hydraulisk betjent låg på maskinen sikrer samtidigt, at gødningen beskyttes mest muligt mod fugtighed.
Dette, sammen med gummibåndet, der fremfører gødningen – eller kalk for den sags skyld – sikrer en præcis uddosering.
En enkel maskine
- Jeg valgte Bredal-sprederen, fordi den er enkel, robust og driftssikker. Ikke en masse bøvl med kalibreringen, den virker bare, siger Lars Schandorff.
Han kunne have valgt en spreder, hvor indstilling til kantspredning sker fra traktorkabinen, men han sværger til den mekaniske indstilling.
Så han skal af traktoren og med et par greb ændre opsætningen i venstre side af sprederen, så der opnås en pæn afgrænsning ud mod skel.
Kapacitet vigtigst
På Godmark udbringes og efterfølgende nedharves de to tredjedele af handelsgødningen før såning af vårafgrøderne. Resten af gødningen spredes efter såningen, når afgrøden er fremspiret.
Lars Schandorff har tidligere samgødsket en del af gødningen med såsæden i såmaskinen, men det arbejde blev simpelthen for tidskrævende og ufleksibelt. På sine JB 5-6-jorde oplever han ikke nævneværdige forskelle i udbyttet.
I stedet er tidsforbruget og kapaciteten blevet det afgørende, hvilket også førte til ønsket om en bugseret gødningsspreder.
Op til 1.600 kg i minuttet
På det økologiske areal stilles der ekstra store krav til gødningssprederens kapacitet.
- Økologisk gødning som Øgro, skaldyrsgranulat eller hønsegødning har langt større volumen end konventionel gødning, fortæller Lars Schandorff.
- Også det klarer K105-sprederen uden problemer med ensartethed i spredningen, selv ved 10-12 kilometer i timen, en dosering på 1.000 kg pr. hektar og en spredebredde på 12-14 meter.
At udmadningen og doseringen sker med gummibånd er ifølge Lars Schandorff en væsentlig årsag til, der aldrig forekommer stop med de voluminøse økologiske gødninger.
- Udmadningen på K105-sprederen har kapacitet på op til 1.600 kg i minuttet, og det er tilstrækkeligt til normalt brug. Vi har andre økologiske landmænd, der med succes bruger den til spredning af bioprodukter i form af store piller, siger Jacob Bangsgaard, teknisk salg hos Bredal.
Den store kapacitet betyder også, at den er særdeles velegnet til kalkspredning.