Seges: Ikke den første sag

Der har tidligere været lignende sager, hvor landmænd i retten både er dømt og frikendt for fejl begået af deres konsulenter, lyder det fra Troels Toft, plantedirektør i Seges.

Hos Seges lyder det fra plantedirektør Troels Toft, at han glæder sig over, at landmanden i Vagn Lundsteens sag ikke skal bøde for en fejl, som han er uden skyld i.

Ifølge ham er sagen dog ikke enestående. Troels Toft, der i en lang årrække også var chefkonsulent i planteavlsafdelingen i Patriotisk Selskab, fortæller, at det hænder, at der på et planteavlskontor bliver lavet fejl, og at der tidligere har været lignende sager som den, Vagn Lundsteen netop har været igennem, uden at han vil sætte tal på det.

- Selvfølgelig sker der fejl, og der har også været nogle stykker, der er røget til retten. Nogle er vundet og nogle er tabt. Vi hører dog nok ikke ret meget om dem, siger Troels Toft, der altså ikke vil betegne dommen som så historisk og principiel, som Vagn Lundsteen selv gør.

Bølger frem og tilbage

Fra Troels Toft lyder det, at det i øvrigt er meget forskelligt fra sag til sag, hvor let det er at trænge igennem hos Landbrugsstyrelsen, når der er begået fejl af konsulenterne.

- Hvis der er tale om åbenlyse fejl, så mener jeg, at man bør kunne tage en drøftelse med dem. Ellers er det umuligt at håndtere for både landmænd, konsulenter og Landbrugsstyrelsen selv.

- Og det bølger lidt frem og tilbage om, hvordan det er at trænge igennem hos dem. Jeg har været blandet ind i det her i 25 år, og nogle år er det meget, meget firkantet, mens andre år, så sidder der nogle medarbejdere (i Landbrugsstyrelsen, red.), som kan se helheder, og som godt kan se, når en fejl ikke er en bevidst handling, siger Troels Toft.

Kender til en sag i 2015

Fra Vagn Lundsteen selv lyder det, at han har kendskab til en enkelt sag fra 2015, hvor en landmand også blev frikendt for en fejl begået af en konsulent, men ellers har han ikke hørt om andre lignende sager.

lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35

 

Læs også