En ny indpakning giver længere holdbarhed og bedre kvalitet for Land & Fritids populære foderserie.
Land & Fritids populære foderserie til blandt andet heste, Equsana, får her i 2023 helt ny emballage, og det er der en god grund til, oplyser Jacob Helt Jessen, markedschef hos Equsana.
- Vi er i øjeblikket i gang med at ændre en del af vores emballage, så det vil blive pakket anaerobt, hvilket giver længere holdbarhed på vores foder, er forklaringen fra Jacob Helt Jessen, der tilføjer:
- At foderet fremover vil blive pakket anaerobt betyder, at der ikke vil være ilt til stede i foderposerne. Det gør, at der ikke vil ske en oxidering af foderet efter pakning, og det bidrager til, at foderet vil bevare sine ernæringsmæssige egenskaber i en længere periode.
Ifølge Jacob Helt Jessen vil for meget oxygen i indpakningen føre til bakterievækst i foderet og oxidering, som giver en nedsat produktkvalitet og dermed en kortere holdbarhed.
Præsenteret i Herning
Jacob Helt Jessen understreger, at der ikke er foretaget ændringer i selve foderet. Det er udelukkende emballagen, der ændres, og det vil ske i en løbende overgang.
Alle er naturligvis interesseret i længere holdbarhed og bedre kvalitet, og derfor er Jacob Helt Jessen også overbevist om, at den nye emballage bliver en succes.
Der vil fremover være et »fresh-klistermærke« på sækkene i den nye emballage, som man blandt andet kunne høre mere om på Land & Fritids stand på Hest & Rytter-messen i Herning.