Er din hest ramt af sommereksem?

Mange heste får eksem og kløe i sommerhalvåret. Sommereksem kan have forskellige årsager. De mest almindelige er overfølsomhed over for sol eller insekter. Det er ikke altid let at vide, hvordan man bedst skal hjælpe en hest med sommereksem, men Agria Dyreforsikring har nogle gode råd.

Ifølge Jon Vedding Nielsen er det især islandske heste og ponyer, der rammes af sommereksem. Arkivfoto: Camilla Bønløkke

Sommeren er, som vi har erfaret denne sommer, ikke kun lig med varme, lyse nætter og grønne græsfolde for vores heste. Der er nogle, som også forbinder sommeren med et stort irritationselement. Det er alle de heste, som er ramt af sommereksem.

Dyrlæge Jon Vedding Nielsen fra Agria Dyreforsikring beskriver i en artikel på forsikringsselskabet hjemmeside, hvad sommereksem skyldes, hvad symptomerne er, og hvad du kan gøre.

Symptomer på sommereksem

Heste, der rammes, får kronisk allergi, der viser sig hen imod slutningen af foråret og nogle gange helt frem til efteråret. Det kræver som regel to til tre sæsoner på græs at udvikle sygdommen, og den har en tendens til at blive værre med årene, selv om enkelte heste kan udvikle immunitet sådan, at symptomerne bliver mildere med tiden. Almindelige stikmyg og kvægmyg kan være med til at forværre eksemen.

Eksemen skyldes allergi over for mitternes spyt, der fremkalder intens kløe. Hesten vil forsøge at gnide sig op ad hegnspæle og eventuelle træstammer. Det medfører hudirritation og hårtab omkring haleroden og manen, og man kan finde sårskorper i man og hale, ligesom hesten kan få sår og eksem på mulen og næseryggen. Der kommer små væskefyldte blærer, og når de brister, kan hesten få hudbetændelse.

Islandske heste rammes især

Ifølge Jon Vedding Nielsen er det især islandske heste og ponyer af forskellige racer, der rammes af sommereksem. Lidelsen er allermest almindelig hos islandske heste, der importeres fra Island som voksne, hvor hele 32 procent får sommereksem. Islandskfødte heste i Danmark har 10 gange så høj risiko for at udvikle eksem som danskfødte islandske heste. Endvidere har hopper større risiko end hingste og vallakker. Og heste efter forældre, der har lidelsen, har også forøget risiko for at udvikle sygdommen.

For at forebygge problemet fortæller dyrlægen, at det er godt at beskytte hesten ved hjælp af insektmiddel og insektdækken. Mitterne optræder i sværme og trives bedst i lavtliggende vådområder, der ligger i læ, og er bevokset med krat og fyrretræer. Om muligt kan man flytte hesten til folde, der er højtliggende og åbne uden krat og fyrretræer, og hvor der er tørt og mere vind.

Hold hestene væk fra mitter

For at behandle de heste, der er ramt af lidelsen, skal man forsøge at holde hestene helt væk fra mitterne ved at sætte dem på stald, bruge dækken og diverse insektmidler.

- Mitterne er mest aktive før solopgang og i skumringen. Man kan derfor med fordel vente med at sætte hesten på græs til om formiddagen, og sætte den på stald før solnedgang. Det er også vigtigt at lindre kløen med antihistamin, cortison mv., oplyser Jon Vedding Nielsen.

Han påpeger endvidere, at i de mest insektplagede måneder, som regel maj og september, kan det være bedst at sætte hesten på stald hele døgnet.

Hvis hesten får intens kløe og hudbetændelse, er det en god idé at kontakte dyrlægen.

Læs også