Bedømmelser, opvisninger og forskellige konkurrencer er omdrejningspunktet for Store Hestedag, der afholdes i weekenden den 2. og 3. september på Roskilde Dyrskueplads. Er du til ridning, hesteagility, kørsel, heste i fri dressur eller blot nyder heste i alle former, farver og størrelser er Store Hestedag arrangementet for dig og familien.

Mere end 1.000 heste

Oplev mere end 1.000 heste i aktion. Deltag i clinics, hep på rytterne i Mounted Games og Sjællandsmesterskaberne i Pony Games. Se de mange mønstringer og bedømmelser inden for forskellige racer. Konkurrencer i dressur, spring og kørsel og meget mere er med til at gøre Store Hestedag til stedet, hvor heste-interesserede mødes. Oplev de flotte hesteshows og gå på opdagelse i det store marked med alt til hest og rytter.

Knap 30.000 besøgende

Med et besøgstal i 2022 på knap 30.000 er Store Hestedag vokset sig større og større for hvert år, og også i år, er der lagt op til det helt store event med mange deltagere og indslag.

Velkommen til hunden

Udover at samle hesteverdenen ønsker Store Hestedag også at henvende sig til menneskets bedste ven. Der er derfor også masser af aktiviteter for hundefolket på Store Hestedag. Blandt andet agility, Lure Coursing, shows og raceudstillinger samt præsentationer af mange forskellige hunderacer. Og så kan der selvfølgelig shoppes nyt til både hund og ejer.