Med hele 30.646 gæster var der for fjerde gang i træk besøgsrekord på Store Hestedag i Roskilde.
Tusindvis af hunde- og hesteejere og andre dyreglade mennesker besøgte for nylig Store Hestedag, der for fjerde gang i træk havde rekordmange gæster på Dyrskuepladsen i Roskilde
I år gik hele 30.646 personer gennem indgangsportene på Dyrskuepladsen, hvor der vanen tro var utallige konkurrencer, opvisninger, aktiviteter og underholdende indslag.
Store Hestedag blev første gang afviklet i 2004 og har bortset fra en enkelt corona-aflysning i 2020 lige siden fundet sted den første weekend i september. Der er nemlig ikke blot tale om én hestedag, men to dage, hvor også hunde er blevet en stor og vigtig del.
Ikke mindre end 24 forskellige hunderacer samt en lang række forskellige discipliner i hundesporten blev vist frem i løbet af weekenden.
- Mange gæster havde også taget deres egen hund med til Store Hestedag, og der var stor interesse i at deltage i de mange hundeaktiviteter, fortæller Camilla Dupont, direktør for Roskilde Dyrskue, der står bag Store Hestedag.
Alle var repræsenteret
Hestene fylder – meget passende med navnet in mente – dog fortsat det meste, og det nye tiltag med streetrace, hvor travheste viste deres formåen var et stort tilløbsstykke – og mange mennesker har måske fået øjnene op for spændingen i travsport.
Hestesporten breder sig over mange ride- og kørediscipliner, og de var alle repræsenteret på Store Hestedag, hvor der blandt andet også var rekordmange starter til ridestævnerne i spring og dressur.
Ryttermarkedet var i år udvidet med over 600 kvadratmeter indendørs areal, og der var fyldt med gæster i både hallerne og udendørs.
Det er på alle måder fuldt forståeligt, at Camilla Dupont også er yderst tilfreds med forløbet af årets Store Hestedag, hvor der vanen tro også var mange tilskuere, når der var Hesteshow i Ring 1.
- Det er dejligt med så mange besøgende, og vi har bare haft en fantastisk weekend. Vejret var med os, og især lørdag viste vejret sig fra sin bedste side med blå himmel og sol hele dagen, lyder det med et smil fra Camilla Dupont.
Besøgstal
Fire gange i træk har der nu været rekordbesøg på Store Hestedag.
2018: 22.120
2019: 23.326
2020: Aflyst
2021: 27.810
2022: 28.829
2023: 30.646 (rekord)