Fødevarestyrelsen vil besøge 200 hesteejere frem til nytår

Lovpligtig registrering af alle heste skal værne dyrene mod smitsomme sygdomme. Derfor får 200 hesteejere frem mod nytår besøg af Fødevarestyrelsen.

Fødevarestyrelsen besøger de kommende måneder 200 hesteejere, rideskoler, stutterier og hestepensioner for at se, om der er styr på de lovpligtige registreringer af både hestene og de steder, dyrene står.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Næsten 20.000 hestehold er i løbet af det seneste år allerede registreret i myndighedernes centrale husdyrdatabase, CHR, sådan som EU-lovgivningen kræver det.

- Der er tale om et dialog- og vejledningsbesøg, hvor vi minder både private og professionelle om, at de skal huske at få styr på den lovpligtige registrering. For uden det overblik, der følger med en registrering af hvilke heste, der befinder sig på de enkelte hestehold, får Fødevarestyrelsen svært ved at standse smittespredningen, hvis alvorlige hestesygdomme som afrikansk hestepest eller West Nile Fever pludselig får tag i Danmark, forklarer veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen, Charlotte Vilstrup Castle.

Skal forebygge smittespredning

Registreringerne af heste er også et vigtigt værktøj i kampen mod infektionssygdommen contagiøs eguin metritis (CEM), der allerede forekommer i den danske hestebestand.

Det er den ansvarlige for hesteholdet, der skal sørge for at have styr på registreringen i CHR og listen over de heste, der står på stedet, og hvor de kommer fra. Kravet om registrering af hestehold gælder også steder, hvor heste opholder sig midlertidigt, eksempelvis dyrskuer, kåringer og stævnepladser. Fordi det netop er i kontakt med andre heste, at smittespredning kan opstå.

Man kan registrere sine heste ved at bruge appen »CHR« fra Fødevarestyrelsen.

Læs også