Efteråret kalder på skønne rideture i naturen. Men for at undgå at nydelsen udvikler sig til en risikabel eller endda ulykkelig affære, er det vigtigt at have styr på sikkerheden.
Smukke farver og skøn frisk luft er en af fordelene ved efterårets komme.
Og hvad er meget bedre end at opleve det hele på en tur på hesteryg? Stille og roligt skridte derudaf. Måske finder du en mark, der endnu ikke er tilsået, og hvor du har fået lov til at lade hesten strække lidt ud? Måske er du heldig at have mulighed for at ride på skovstier, eller langs vandkanten?
Uanset, er det dog vigtigt lige at minde sig selv om de forholdsregler, man altid skal tage, inden man begiver sig på tur.
Agria Dyreforsikring har i en pressemeddelelse listet det, de kalder »de snusfornuftige regler« op – bare for en sikkerheds skyld.
Og som det første fremhæver de, at der skal styr på udstyret.
Sadel, hjelm og vest
- Hjelmen skal selvfølgelig være i orden, og du kan overveje en ridevest som ekstra sikkerhed. Den kan beskytte din overkrop ved at absorbere stød og reducere risikoen for brud-skader.
I forhold til udstyret er det vigtigt, at du regelmæssigt sørger for at vedligeholde sadel, trense og andet udstyr. Tjek det for slid og skader, så det hele er i orden, hver gang du sadler op, lyder det.
- Hvis du rider et sted, du ikke er vant til, skal du altid være ekstra opmærksom. Hold øje med underlaget – er der for eksempel huller, sten, meget ujævnt eller mudret, så skal du tage højde for det, når du sætter tempo og rute.
Det er altid bedst at ride flere ud i naturen sammen, så I kan holde et godt øje med hinanden på turen. Og så er det samtidig ekstra hyggeligt.
Læg telefonen væk
Rid, når du rider. Der er mange gode grunde til, hvorfor mobiltelefonen ikke skal bruges på hesteryg – uanset om du rider i naturen eller andre steder. Fordi:
Det er farligt at bruge mobiltelefon, mens du rider. Din hest er et levende væsen, og den kan reagere på sine omgivelser – også selvom den ikke plejer at gøre det. At blive distraheret af en sms eller et opkald kan føre til en ulykke. Husk, at din egen sikkerhed og din hests velvære bør være din højeste prioritet.
Det er ulovligt at bruge en mobiltelefon, mens du rider, fordi det kan føre til farlige situationer for dig selv og for andre. Du risikerer desuden en bøde, hvis du bruger mobilen på rideturen.
Du kan møde bilister, cyklister og fodgængere. At bruge din telefon kan gøre det svært for dig at reagere på andres handlinger og udgør en fare for alle trafikanter.
Har du brug for at tage et opkald, kan du stoppe hesten et sikkert sted og stige af.